Fra jord til bord

0

Bæredygtighed drejer sig også om at handle lokalt og bruge årstidens frugt og grønt, og det er muligt for medlemmer af Roskilde Økologiske Fødevarefællesskab, RØFF.

Torsdage mellem klokken 17 og 18 er det som medlem af Roskilde Økologiske Fødevarefællesskab muligt at købe en pose med 4-7 kg økologisk frugt og grønt direkte fra lokale producenter for 100 kroner. Sædvanligvis foregår den ugentlige uddeling på INSP, men i forbindelse med bæredygtighedsdagene ’Mange bække små’ er RØFF rykket til Stændertorvet, hvor også ikke-medlemmer har chancen for at erhverve dugfrisk, lokalt produceret frugt og grønt.

Bestyrelsesmedlem i RØFF, Hanne Tofte Jespersen, siger: ”Det er jo friske varer! Når der fx er porrer med, og det er ikke lige er frost – så er de altså gravet op samme dag. Det er ikke grøntsager, der har været længe undervejs og har ligget i dagevis i en plastikpose. Og indholdet er meget varieret. Der er jo mange flere lokale varer, end man tror. Men de varer ser vi aldrig i butikkerne”.

Som medlem af RØFF forpligter man sig til enten at tage to vagter af én time pr. kvartal med pakning og udlevering, eller andet frivilligt arbejde som fx at udforme vagtplan eller stå for regnskab.

Ingen købetvang
Medlemmerne er ikke tvunget til at købe i RØFF hver uge. Hanne Tofte Jespersen forklarer: ”Hver søndag ryger der en nyhedsmail ud, og så melder man tilbage senest tirsdag morgen, om man vil købe – og hvor mange poser. Der er ingen kontanter over bordet, så det foregår via digital betaling.”

I skrivende stund er der cirka 150 på i RØFF’s mail-liste, der langer omkring 15 poser økologi over disken hver torsdag, men der er kapacitet til et større salg. RØFF har altid pakket lidt ekstra om torsdagen, så også ikke-medlemmer kan købe en pose frugt og grønt på ”forsøgsbasis”.

Deltag i debatten
Del.