Feltarbejde i Barndommens Land

0

En forsker har fulgt børnene i Vognmandsparkens Børnehave i over et år for at studere, hvornår børn har det godt – og hvordan de tackler situationer, hvor de ikke har det godt.

Der er ikke meget institution over Vognmandsparkens Børnehave i Roskilde. Ingen linoleumsgulve, ingen voksenrum og ingen stereotype klatrestativer med gummibelægning under. Det er som at træde ind i et hjem. Entréen er belagt med runde strandsten, og et par børn ligger på gulvet og studerer stenene i stilhed. Et par store, krogede trærødder pynter ved en lav træstol i hjørnet. Længere inde i huset møder jeg flere børn, og naturligvis voksne, i gang med forskellige puslerier og aktiviteter. Rammerne er påfaldende hjemlige med både pejs, lysekroner, klaver og husdyr. Den store, grønne have har både frugttræer, bærbuske, køkkenhave og bålplads – foruden gyngestativ og andre legeredskaber. Omme ved sandkassen står er en dreng i færd med at fodre hønsene med græsstrå.

Privat af nødvendighed

Vognmandsparkens Børnehave sprang ud som privat børnehave for fem år siden, men det var ikke med leder Lillian Gregersens gode vilje.

“Det var vigtigt for forældrene at bevare pædagogikken, men ikke nødvendigvis at den blev privat. Men vi var nødt til at blive private for at få frihed til at føre den pædagogik, vi ville”, forklarer lederen gennem 30 år.

De koster akkurat det samme at have sit barn i Vognmandsparkens Børnehave som i enhver kommunal børnehave. Til gengæld kan Lillian Gregersen sammen med bestyrelsen selv lægge linjen, og hun behøver ikke stå til ansvar over for hverken en områdeleder eller en forvaltningschef.

“Det er en helt anden frihed, og det giver naturligvis en langt større arbejdsglæde for alle – til glæde for børnene”, siger Lillian Gregersen.

Fokus på det vigtige

Børn skal have det godt, og det får de ifølge Lillian Gregersen i langt højere grad ved at øve sig i at klatre op på taget af et legehus eller ved at smøre deres egne madpakker, end ved fx at lære at stave til deres eget navn.

“Vi glemmer at se, hvor børnene har det godt – og hvor de lærer rigtig meget. Når et barn skal smøre sin madpakke kræver det fx både tålmodighed, vedholdenhed og sociale kompetencer. Vi har så travlt med lærerplaner, at vi glemmer det vigtigste, og mange pædagoger er så nedslidte af besparelser, at de ikke har øje for det”, siger lederen.

I felten

Det seneste års tid har Lilian Gregersen åbnet døren for lektor Kim Rasmussen, der blandt andet forsker i barndom og børnekultur ved Institut for Mennesker og Teknologi på RUC. Han har valgt at lade børnene i Vognmandsparkens Børnehave være genstand for hans feltarbejde, der skulle gøre ham klogere på, de tilsyneladende banale spørgsmål: ’Hvornår børn har det godt? Og hvad gør de for at få det godt?’

Børneperspektiv

“Der er meget forskning i trivsel. Men der er faktisk ikke meget forskning i det at have det godt”, indleder Kim Rasmussen.

Og det kalder naturligvis på en uddybning.

“Man er nødt til at anlægge et børneperspektiv, hvor man prøver at komme så tæt på deres perspektiv og følelse, som det er muligt som voksen. Man må altså omformulere trivsel til noget andet – og det bliver til ’at have det godt’”, forklarer han.

Til kilden

Begrebet trivsel er i forskningssammenhænge typisk udtryk for toppræstationer, og det undersøges meget ofte ved, at man udspørger de voksne på børnenes vegne. Men i dette yderst tålmodige feltarbejde går Kim Rasmussen altså lige til kilden.

“Vi ligger her bare”, siger Isabell og Naomi på gyngen. De har været en del af Kim Rasmussens forskningsprojekt i børnehaven gennem det sidste år.

“Metoden er væsentlig for resultatet, og man må bruge de ord, som børnene forstår. Så jeg spørger typisk: ’Hvor har du det godt?’ og ’Hvad laver du, når du har det godt?’ Følelsen er også knyttet til sin modsætning, nemlig ikke at have det godt”, fortæller forskeren.

Hans erfaringer er dokumenteret i hundredvis af billeder af børn i færd med at have det godt på deres yndlingssteder rundt om i børnehaven.

Børn er individer

Men nogle gange bliver børn også triste, og her har Kim Rasmussen spurgt ind til, hvad børnene så gør for at få det godt igen.

Lektor Kim Rasmussen har undersøgt et tilsyneladende underbelyst område, nemlig hvornår børn
har det godt.

“Det er individuelt, men det er vigtigt at blive opmærksom på, at børn selv ved, hvordan de kan få det godt igen. Børn har nogle teknikker til at få det godt igen – og det er voldsomt underbelyst rent forskningsmæssigt”, fortæller lektoren.

Typisk kan børn blive triste ved afleveringen, når de skilles fra deres far eller mor.

“Når man så spørger dem, hvad de gør for at få det godt igen. Så finder de en kammerat og glemmer det igen. Andre siger, at de gerne vil være lidt alene. Andre har brug for en trøst af en voksen. En anden tager sin bamse eller går ud til kaninen og leger med den. Det viser, at børn har en selvbevidsthed om, hvordan de kan få det godt igen”, forklarer Kim Rasmussen, som dermed nærmer sig en klar konklusion.

“Det er rigtigt vigtigt at have for øje, når man som voksen skal hjælpe børnene, at de er individer – i stedet for at tilbyde en færdig løsning”, siger han.

Deltag i debatten
Del.