Farverige fantasier i Farver Hammers Gård

0

I det lille galleri i Farver Hammers Gård kan man lige nu opleve spændende, fantasifulde og kulørte billeder, men også ortodokse ikoner malet efter en stramt fastlagt ikonografi – malet af Nana Quparadze.

Frem til den 12. januar har Roskildenserne mulighed for at få en farverig oplevelse i Farver Hammers Gård, hvor Nana Quparadze udstiller sine oliemalerier med stærke kulører, motiver og symbolik hentet i sin georgiske baggrund og ofte fra den ortodokse kristne tro.

I billederne er det naturalistiske rum som oftest ophævet, og de afbilledede figurer bevæger sig frit på billedfladen, som vi fx kender det fra Marc Chagall.

Georgisk inspiration
”Inspirationen til mine malerier henter jeg i bøger, eventyr, min fantasi og mennesker, som jeg kender”, fortæller Nana Quparadze, oprindeligt fra Georgien, men som har boet i Danmark i de sidste femten år.

Egentlig var det intentionen blot at blive her i tre år sammen med sin mand, der skulle arbejde på Risø som fysiker. Men de er begge blevet hængende, og familien er vokset med tre børn.

Nana Quparadze er uddannet som kunstner på et universitet i Georgien, men arbejder nu som pædagogisk medhjælper på daginstitutionen Ravnen i Himmelev, og i sin fritid maler hun sine fabulerende billeder.

Farver Hammers Gaard_Morfar

Stalins regime
Et af billederne har titlen ’Morfar’, og centralt i billedet ses en gammel mand med milde øjne: Nana Quparadzes elskede morfar.

”Han var det kærligste og sødeste menneske. Mor sagde, at han var for sød. Han støttede mig altid og sagde: ”Du skal nok blive en berømt kunster!”. Det var ham, der fulgte mig til malerskolen, da jeg var barn. Og alt det med at læse bøger, har jeg fra ham,” siger Nana Quparadze og fortsætter:

”Han havde et hårdt liv. Hans far (Nana Quparadzes oldefar) blev sendt til en af Stalins arbejdslejre, og han kom aldrig hjem igen. Men alligevel blev min morfar aldrig en bitter og vred mand”.

Farver Hammers Gaard_Elene (2)

Ortodokse ikoner
En helt særlig kunstart med meget strikse regler for, hvordan de males, er ikoner. Denne ikonografi mestrer Nana Quparadze også, selvom hun ikke har en officiel uddannelse i ikonmaleriet, og hun udstiller eksempler i Farver Hammers Gård. Interesserede kan i øvrigt opleve hendes ikoner i den ortodokse kirke Gudsmoders Beskyttelse på Østerbro i København, hvor familien Quparadze/Tsakadze udgør en del af den dansk-ortodokse menighed.

Den ortodokse tro og ikonografi præger også en del af de øvrige malerier, som kan opleves i Farver Hammers Gård.

Mor og datter
Tre billeder på den ene væg i galleriet har en lidt anden stil end de øvrige. Og når man kigger nærmere, ser man også et andet kunstnernavn: Elene Tsakadse, som er Nana Quparadzes ni-årige datter. Det midterste billede har titlen ’Frida Kahlo’. Nana Quparadze siger:

”Vi var på Arken for nogle år siden, og Elena blev så inspireret af værkerne, kjolerne og farverne – og så malede hun dette billede! Hun har dog ikke så meget tid til at male, fordi hun også spiller violin”.
Vi kan bare håbe på, at hun på sigt får malet så meget, at produktionen rækker til, at Elene ligesom sin mor kan glæde os med en sprudlende udstilling i Farver Hammers Gård.

Deltag i debatten
Del.