Et spil blandt venner

1

 

”Mit navn er Ugle”, fortæller den 34-årige capoeira-underviser med det borgerlige navn Louisa Rasmussen med.

Hun har netop navngivet 15 medlemmer ved en ceremoni, og det blev blandt andet til navne som Modig, Blomme og Piratfisk. Capoeira hører til i den eksotiske ende af sportsgrene, der dyrkes i Roskilde. Den elegante kampsport forklædt som dans opstod blandt slaverne i Brasilien, som dermed skjulte, at de faktisk trænede i selvforsvar. Men Capoeira er meget mere end bare kampsport og dans.

”Det er meget bredspektret kunst, hvori der er en alsidig kropslighed. Der er styrke, smidighed og kondition, men vi træner også rytme og kampteknikker med både forsvar og angreb”, fortæller underviseren.

 

Social dimension

Louisa Rasmussen er antropolog med speciale i Brasilien, og hun har dyrket sporten i 15 år. I dag er hun gradueret underviser i sporten med blåt bælte, og bruger nemt 10-15 timer om ugen på sporten. Dels som underviser, dels som elev hos sin mester. Ud over de kropslige kvaliteter ved sporten ser Louisa Rasmussen capoeira som et stærkt musikalsk og socialt fællesskab.

”Vi har en hel social dimension, hvor man lærer at stille sig ind foran andre. Og så er der også musikken, hvor man lærer at spille på de traditionelle instrumenter tromme, strengeinstrumentet derymbau og tamburin. Det er en specifik form for musik, hvor vi også synger en masse sange på portugisisk”, fortæller hun.

 

Samba og øl

Louisa Rasmussen har nu etableret Capoeira Senzala i Roskilde, og foreningen har 20-25 medlemmer i alle aldre, der mødes i Tumlesalen på Østervangskolen.

”Det er brasiliansk kultur, hvor vi også danser samba og drikker øl ind imellem. Man bliver meget socialt engageret i klubben. Vi bestræber os aktivt på at rumme alle, og man bliver hurtigt en del af fællesskabet gennem den kropslige nonverbale dialog”, siger Louisa Rasmussen.

 

Styrke i fællesskab

Capoeira kaldes ”Et spil blandt venner”. Og selv om det ser elegant og uskadeligt ud, er der alvor bag.

”Det er kamp, og vi træner med sparkepuder. Vi rammer normalt ikke hinanden, men jeg har da været omkring skadestuen nogle gange i årenes løb”, siger underviseren, der nyder sporten som et frirum i det daglige.

”Capoeira er personlig empowerment og følelsen af at blive stærk i et fællesskab. Det er en unik måde at bevæge sig på, hvor man har hele kroppen i spil”, siger hun.

Deltag i debatten
Del.