Den larmende nabo

0

Hvis det stod på året rundt, ville det nok give anledning til en nabostrid eller to. Men lykkeligvis er det trods alt kun et par uger hver sommer, hvor Anne Weinkouff må leve med nogle temmelig støjende naboer.

Allerede lørdag var 45.000 forventningsfulde gæster rykket ind i Roskilde Festivals campingby. Kl. 16 samme dag kunne horderne endelig storme ind og indtage deres respektive jordlodder efter at have ventet i dagevis på forløsningen. I ventetiden har Anne Weinkouff kunnet studere udviklingen af den interimistiske midlertidige bosætning lige uden for sin matrikel på Vor Frue Hovedgade.

Advaret på forhånd
”Jeg kunne faktisk høre fuglefløjt i haven her til morgen! Men de har åbenbart vækket pladsen, for nu starter de første anlæg. Jeg hører svagt ’Cotton-Eye Joe’ i det fjerne”, fortæller Anne Weinkouff mandag morgen.

Naboen til den ene side er simpelthen Roskilde Festival og de op mod 130.000 deltagere, der generelt ikke lægger låg på deres begejstring.

”Ejendomsmægleren havde advaret os, da vi købte huset i 2015 – men for os var det kun et plus. Nu kan vi bare gå ind på festivalen og bagefter sove i vores egen seng”, fortæller den rummelige festivalnabo, som nyder, at masserne strømmer til Vor Frue.

Glade mennesker
”Vi elsker dén festival, og vi glæder os i lang tid inden, for den betyder, at der kommer masser af glade mennesker i en normalt stille by. Vi kan selv deltage, være tæt på vores børn, og have skønne gæster boende”, fortsætter Anne Weinkouff, der også hæfter sig ved den ekstremt gode service fra vejvagter og frivillige.

Ulemperne ved naboskabet er der ifølge Anne Weinkouff længere imellem. Men hun kan dog godt komme i tanke om enkelte områder for forbedring.

Få ulemper
”Der kan fx komme ubudne gæster i haven – og så er det i det hele taget svært at være i haven for støj i opvarmningsdagene. Når pladsen åbner, falder der til gengæld mere ro på. Og så er der selvfølgelig altid affald i store mængder, selv om der er affaldsstativer langs vejen. Endelig er der en hel del romaer, som nok ikke kun går efter pantflaskerne”, siger hun.

Årets øvrige 50 uger er Anne Weinkouff og familien til gengæld nabo til et kæmpemæssigt naturområde, som de har stor glæde af.

”Vi spiller rundbold, og vi går og løber ture året rundt”, fortæller hun.

Deltag i debatten
Del.