Apoteker Andersens arbejdsglæde er intakt

0

Charlotte Andersen har i løbet af to årtier opbygget et mindre imperium i Roskilde, og energien er på ingen måde for nedadgående hos den 61-årige indehaver af Roskilde Svane Apotek.

Kunderne hos Roskilde Svane Apotek har på det seneste næppe kunnet undgå at bemærke en større ombygning af butikslokalerne i Skomagergade, der i år runder imponerende 120 år som salgskulisse for receptpligtig- og håndkøbsmedicin.

I denne uge står et nyt robotsystem så klar til indvielse, hvilket samtidig betyder, at apotekets farmaceuter og farmakonomer fremover er fri for at bruge tid på lokalisere alt lige fra lindrende salver til smertestillende piller og øjendråber.

”Robotten tager sig af det kedelige arbejde, og derved får de ansatte mere tid til at tale med kunderne”, forklarer Charlotte Andersen, der foruden Roskilde Svane Apotek i Skomagergade er indehaver af de tre apoteker på henholdsvis RO’s Torv, i Trekroner samt i hjembyen Jyllinge.

”Arbejder hele tiden”
Moderniseringen af apoteket i det centrale Roskilde er samtidig et meget godt billede på den 61-årige apotekers aktivitetsniveau i livet såvel som i den branche, hun været en del af siden de tidlige 1980erne, hvor hun uddannede sig til farmaceut. Et liv hun ikke har planer om at lægge om lige foreløbig.

”Jeg arbejder meget. Det er sådan, jeg holder mig i gang, og så bruger jeg ind imellem en fridag på mine børnebørn. Men hvis jeg gik med planer om at gå på pension, havde jeg ikke investeret så massivt, som jeg lige har gjort. Jeg har bygget om, fordi det motiverer mig. Der skal ske noget”, fortæller apotekeren, der overtog Roskilde Svane Apotek tilbage i år 2000.

Calcium hitter
Siden da er forretningsporteføljen firdoblet, alt i mens både kravene til personalets uddannelse og ikke mindst sortimentet er blevet skærpet.

”Der er kommet mere fokus på hudpleje og vitaminer, og så efterspørger kunderne i højere grad produkter uden parabener og parfumer”, fortæller Charlotte Andersen, der samtidig melder om en kraftig vækst inden for to specifikke produkter, der typisk henvender sig til ældre.

”Vi sælger mere D-vitamin og især kalktabletter sammenlignet med for 20 år siden. Det kan skyldes, at der er kommet ny forskning og dermed ny viden på området”, vurderer apotekeren.

Deltag i debatten
Del.