’Amtet’-elever blandt verdens bedste til naturvidenskab

0

Marius Christian Fischer og Frederik Skou Fertin indleder deres sidste år på Roskilde Gymnasium med ædelt metal om halsen efter topplaceringer i to naturvidenskabelige konkurrencer.

To 3.g’ere er netop mødt ind til deres sidste år på Roskilde Gymnasium, efter hver især at have leveret pragtpræstationer ved to internationale naturvidenskabelige konkurrencer.

Både Frederik Skou Fertin og Marius Christian Fischer, der begge går i 3.w, har således sikret sig en bronzemedalje, efter deltagelse i henholdsvis OL i geografi og OL i matematik. Begge konkurrencer indgår i de prestigefyldte ScienceOlympiader, der hvert år i sommerferien samler unge fra hele verden med interesse for naturvidenskab.

”Jeg er glad, for jeg har brugt lang tid på at træne”, lyder den umiddelbare reaktion fra Marius Christian Fischer ovenpå præstationen ved ved den internationale matematikolympiade Georg Mohr i Rumænien.

Nyt niveau
”I forhold til forberedelser har jeg ikke gjort så meget anderledes, men der er ingen tvivl om, at jeg er startet fra et andet sted. Mit niveau før i konkurrencen i år var langt højere i forhold til sidste år”, forklarer medaljetageren.

Alt imens Marius Christian Fischer hjemtog ædelt metal fra det centraleuropæiske land, lykkedes det samtidig klassekammeraten og OL-debutant Frederik Skou Fertin at sikre sig en bronzemedalje i søsterkonkurrencen Den Internationale Geografiolympiade i Quebec. 

”Jeg havde da håbet på en god placering, men blev alligevel overrasket over, at det endte med bronze, for jeg havde tre holdkammerater (de øvrige danske deltagere red.), som jeg på forhånd anså for at være mere kvalificerede”, fortæller 3.g’eren, der undervejs i konkurrencen både skulle bruge sin paratviden om geografi og udføre en række feltstudier. 

Socialt udbytte
Det største oplevelse ved at deltage i OL i geografi var dog ikke selve konkurrencen, men derimod samværet med de øvrige deltagere.

”Mit største udbytte af turen har helt klart været at møde de unge fra de andre lande. De har alle en stor interesse og en viden, og det har givet en masse gode samtaler”, forklarer Frederik Skou Fertin, der ligesom Marius Christian Fischer har planer om at deltage i ScienceOlympiaderne igen til næste år. 

Sidstnævnte skal dog allerede i ilden igen om få måneder, når Danmark deltager i en holdkonkurrence i matematik mellem Østersølandende samt Norge og Island. 

”Sidste år blev vi (Danmark red.) nummer fire, og vi har et stærkt hold i år, så vi vil gerne op og blive blandt de bedste tre”, lyder det fra den matematikinter-
essede gymnasieelev.  

Danmark fik i alt 14 medaljer med hjem fra årets ScienceOlympiaderne. 

Deltag i debatten
Del.