22-årig er besøgsven: ”Jeg lærer helt vildt meget”

0

Caroline Vinum har i det sidste halve år besøgt Annelise Pedersen en gang om ugen, og det har begge parter fået noget ud af.

Mange ældre danskere føler sig ensomme. Ifølge tal fra Ældresagen drejer det sig helt præcist om 33.000 personer over 65 år svarende til 3 procent af den samlede aldersgruppe.

En af dem er 79-årige Annelise Pedersen fra Roskilde, der lider af lungesygdommen KOL og derfor har svært ved at bevæge sig uden for lejligheden i Dommervænget. Hendes mand er død, men børn, børnebørn og oldebørn er der såmænd nok af. Problemet er bare, at der kan gå lang tid imellem besøgene.

”De kommer ikke så tit, for de har også deres arbejde at passe”, fortæller Annelise Pedersen med slet skjult skuffelse i stemmen.

Fra asylcenter til besøgstjenesten
I jagten på at udvide sin kontaktsfære ringede den ældre kvinde sidste år til Røde Kors’ besøgstjeneste i Roskilde, der bringer ensomme i alle aldre og frivillige besøgsvenner sammen. Det blev til mødet med 22-årige Caroline Vinum, der gennem de sidste seks måneder har besøgt Annelise Pedersen en gang om ugen.

”Da jeg gik i gymnasiet, var jeg frivillig på et asylcenter under Røde Kors, og da jeg så flyttede til Roskilde for halvandet år siden, ville jeg gerne lave frivilligt arbejde igen”, fortæller faaborgenseren om indgangen til besøgstjenesten.

Samtaler om Roskilde
Generationskløften er således til at få øje på, men ifølge de to kvinder sætter det ikke begrænsninger på samtalen. Snarere tværtimod.

”Caroline vil gerne vide lidt om Roskilde, og jeg har boet i Roskilde hele mit liv”, fortæller Annelise Pedersen, der er uddannet frisør og i en periode drev sin egen salon i Hedehusene.

Caroline Vinum skal omvendt først til at studere efter sommerferien, og netop forskellene på at være ung i Roskilde den dag i dag sammenlignet med for 60 år siden, er ofte et samtaleemne, når snakken går i Dommervænget en typisk tirsdag eftermiddag. Snakke der ind imellem giver besøgsvennen stof til eftertanke.

”Jeg synes, jeg lærer helt vildt meget rent menneskeligt. I og med at vi er fra så vidt forskellige generationer, er kontrasterne store, når Annelise eksempelvis fortæller om sin ungdom”, fortæller Caroline Vinum, hvilket Annelise Pedersen hurtigt bekræfter.

Annelise: Besøg betyder meget
”Der er mange kontraster og ingenting er, som de var dengang. Forretningerne eksempelvis. Dengang havde vi flere nærforretninger” lyder det, uden at hun dog vil forholde sig til flosklen om, at alting var bedre i gamle dage.

”Det er ikke op til mig at afgøre”, lyder det kortfattet.

Annelise Pedersen vil til gengæld gerne bedømme værdien af besøgstjenesten og ikke mindst frivillige som Caroline Vinums arbejde.

”Det betyder meget, for det er hyggeligt at have nogen at snakke med”, siger hun.

For den unge besøgsven vedkommende har det også været givende at besøge Annelise Pedersen, og planen er derfor at blive ved, så længe hun kan få kalenderen til at hænge sammen. I forlængelse heraf lyder der en klar opfordring til andre jævnaldrende om at melde sig under de frivillige faner.

”Det er super hyggeligt, og besøgstjenesten er i det hele taget en god ide, fordi man får mulighed for at hjælpe ældre mennesker, der sidder meget alene, udelukkende ved at gå ind og bidrage med sin tid. Det er jo ikke andet, jeg gør”, fastslår Caroline Vinum.

Deltag i debatten
Del.