1.5 million til Museet for Samtidskunst

0

Det Obelske Familiefond støtter Museet for Samtidskunsts udstillingsprogram for 2018 – 2020 med 1,5 million kroner.

Museet vil i denne periode styrke samtidskunstscenen ved at arbejde specifikt med yngre samtidskunstnere, ved at udvide museets rækkevidde gennem nye distributionskanaler og ved at indgå i samarbejder med andre kulturaktører.

Går til vækstlaget
”Bevillingen fra Det Obelske Familiefond gør det muligt at vise det sprudlende vækstlag af yngre kunstnere for en bredere offentlighed. Samtidig arbejder vi for at få kunsten ud til publikum på nye og overraskende måder. Med bevillingen fra Det Obelske Familiefond kan vi fx formidle og distribuere samtidskunsten via LP-udgivelser og podcasts. Derudover er vi allerede i gang med at indgå flere tværinstitutionelle samarbejder, så samtidskunsten kommer ud over museets mure og møder brugerne, der hvor de er”, fortæller direktør for Museet for Samtidskunst Birgitte Kirkhoff Eriksen, der ser med stor glæde på den store bevilling.

Høje ambitioner
”Vi tror på, at samtidskunsten gør os klogere på det der sker omkring os. Og vi glæder os meget til det fortsatte samarbejde med Det Obelske Familiefond”, fortsætter Birgitte Kirkhoff Eriksen.

På den anden side af bordet sidder den glade giver, direktør i Det Obelske Familiefond Michael Bjørn Nellemann, som glæder siig over at kunne støtte museets udvikling.

”Museet for Samtidskunst er udviklingsmæssigt inde i en god gænge og dets høje ambitioner afspejles både i udstillingsprogrammet og i de forskelligartede formidlingstiltag, der sættes i værk. Derfor glæder det os at kunne medvirke til at museet kan fortsætte denne positive udvikling”, siger han.

Deltag i debatten
Del.