De skal i Løvens Hule: Et bredspektret finalefelt

0

Et madudleveringsprogram målrettet tømmermændsramte på Roskilde Festival, en æbleskive med indbygget syltetøj og et varmelegeme til akvarier, hvor æstetikken er i højsædet, udgør de tre idéer, der skal pitches til iværksætterpanelet i Selvstarters finale.

Shipster – Appen til det hårdt prøvede festivalfolk


Shipster er et madudleveringskoncept målrettet festivalgængere med tømmermænd. Idéen blev født på Roskilde Festival, hvor turen op til madboderne kan føles uoverskueligt lang, når man har fået lidt for meget indenbords dagen før. Idéen er derfor, at man via Shipsters app kan få andre festivalgæster til at tage mad med til sin lejr. For at teste konceptet af har de tre elever fra Roskilde Handelsskole lavet Roskilde Tømmermændshjælp igennem Facebook, som i løbet af de sidste tre måneders tid har opnået over 800 følgere. De er samtidig i dialog med Roskilde Festival om at prøve konceptet af på næste års festival.
Bag Shipster står Simon Ellehøj Jensen, Asger Havndrup og Mathias Gammelgaard fra Roskilde Handelsskole

Æbleskiven – Nu med indbygget syltetøj


Hvorfor er syltetøjet ikke inde i æbleskiven, når alle alligevel spiser de to ting sammen? Så simpelt var spørgsmålet som fødte Æbleskiven. Og for at finde svaret gik de to mad-entreprenører Johannes og Lucas i krig i køkkenet. Her har de gennemført en række gastronomiske eksperimenter for at nytænke æbleskiven. Alt fra Marabou- og Nutella-fyld er blevet testet til frokost-udgaver med kylling og skinke-ost variationer. Stoppestedet fra testene har været Stændertorvet, hvor Roskilde-borgere igennem de sidste par weekender har kunnet købe og nyde de innovative æbleskiver.
Bag Æbleskiven står Johannes Gjerskov Hyldby og Lucas M. D. Andersen fra Erhvervsakademi Sjælland.
Akviru – Æstetiske varmelegemer til akvarier
Akviru laver dekorative varmelegemer til akvarier. Idéen var født ud af en irritation over, at produktet simpelthen ikke findes på markedet. Efter blot to ugers arbejde på idéen fik gruppen deres første henvendelse fra en butik, som gerne ville købe produktet. Således opmuntret gik Selvstarters første tværfaglige team i gang med at finde ud af, om produktet kan realiseres. Efter at have testet og valideret, at der er en efterspørgsel på produktet fra andre akvarieentusiaster og ikke mindst butikkerne, har akvarieholdet nu fået kontakt til Opfinderrådgivningen samt Orange Makerspace med henblik på at få fremstillet en prototype.
Bag Akviru står Morten Pedersen fra Roskilde Tekniske Skole og Lukas Juul Spindler fra Roskilde Handelsskole.

Deltag i debatten
Del.