Rom-destilleri og Store Børs i samarbejde

0

GetSpirits Distillery har indgået et gastronomisk samarbejde med restauranten på Havnevej, der får rom på menuen den 26. oktober.

Den ene har under to måneder på bagen, mens den andens historie rækker helt tilbage til 1700-tallet. Nu har de indgået et samarbejde.

Der er naturligvis tale om romdestilleriet GetSpirits Distillery og restauranten Store Børs, der netop har søsat et fælles gastronomisk arrangement, hvor den gyldne spiritus spiller en central rolle.

“Efter vores åbning den 26. august, blev vi kontaktet af Store Børs, der viste interesse for vores nye virksomhed. Det er nu endt med, at deres køkkenchef (Emanuele Piazzoli red.) skaber fire retter, hvor rom enten indgår eller serveres til”, fortæller Inge Lise Schou, der sammen med ægtefællen Carlo Lund ejer det nyåbnede GetSpirits Distillery på Ringstedvej.

Gastronomisk udfordring

Arrangementet løber af stablen torsdag den 26. oktober på Store Børs, hvor man glæder sig tilsvarende over det nye samarbejde.

Phillip Færch (tv) og Emanuelle Piazzoli henholdsvis daglig leder og køkkenchef på Store Børs ser det som en kærkommen udfordring at skulle arbejde med rom.

“Vi synes, det er super spændende, når mennesker tager initiativ til at stable et nyt projekt på benene, og derfor syntes vi, det var oplagt at lave noget i fællesskab. Ikke mindst fordi, vi som restaurant gerne vil udfordres”, forklarer daglig leder hos Store Børs, Phillip Færch, og fortsætter:

“Rom er, i modsætning til cognac, ikke en spiritus, vi er vant til at bruge. Men i den sammenhæng hjælper det os, at vores køkken er bredt, og vi er vant til at søge inspiration fra mange forskellige lande”, forklarer han og nævner blandt andet short ribs marineret i rom, som et af punkterne på aftenens menu.

Lokal rom-historie

Udover de fire retter vil gæsterne samtidig få fortalt historien om GetSpirits Distillery af Inge Lise Schou og Carlo Lund, der forud for arrangementet på Store Børs melder om en god start til destilleriet, der allerede har haft flere foreninger på besøg til romsmagninger, ligesom de lokale forhandlere også er begyndt at røre på sig.

“Det betyder alverden, at folk har taget så godt imod os, for det er her i Roskilde, vi skal finde fodfæste”, fortæller den kvindelige halvdel af foretagenet.

Deltag i debatten
Del.