Rengørings-løvinden: Mit drive har aldrig været penge

0

Den succesfulde iværksætter og dommer i DR-programmet Løvens Hule, Birgit Aaby, giver torsdag gode råd til Roskildes spirende iværksættere, når Selvstarter-finalen løber af stablen.

Hun startede på gulvet, bogstaveligt talt, uden frygt for vand, sæbe og knofedt. Problemet var bare, at de rengøringsfirmaer, Birgit Aaby var ansat i, hele tiden blev solgt, og så stod den i dag så succesfulde erhvervskvinde uden arbejde. I en alder af 25 år besluttede hun derfor at tage jobsikkerheden i egen hånd og grundlagde Combi Service, en virksomhed, der i dag har mere end 200 ansatte på lønningslisten.

“Jeg havde ikke en drøm om at være iværksætter, og da jeg startede min virksomhed, var det udelukkende med en målsætning om at få så stor en omsætning, at jeg ikke længere selv behøvede at gøre rent”, fortæller den 48-årige virksomhedsejer.

Menneskeligt fokus

Missionen lykkedes som bekendt, og i dag er Birgit Aaby fortsat indehaver af virksomheden, mor til tre og siden 2015 en af de kræsne investorer i DR-programmet Løvens Hule, hvor håbefulde iværksættere præsenterer deres forretningsideer.

Det er med ovennævnte cv i bagagen, at Birgit Aaby torsdag i denne uge gæster Roskilde for at indgå i det ekspertpanel, som finalisterne i iværksætterforløbet Selvstarter skal pitche deres spirende virksomheder til.

“Det, der er vigtigt for mig, er personerne, og ikke så meget selve produktet, for et superprodukt kan dø, hvis det er de forkerte mennesker, der står bag. Jeg er interesseret i at se, om finalisterne er motiverede og har det drive, der er så vigtigt, hvis man skal have succes”, fortæller løvinden, der på forhånd betoner nødvendigheden af, at de tre grupper har styr på de mere rugbrødsagtige aspekter ved livet som selvstændig, hvis de gode idéer skal udvikle sig til rentable forretninger.

“Jeg ser ofte unge iværksættere, der ikke har styr på økonomien. De er driftige på mange andre måder, men budgetter, udgifter og indtjening er de ikke optagede af, og det er man altså nødt til at være, hvis man vil have succes”, lyder det fra Birgit Aaby.

Næppe Selvstarter-investor

Men selvom den økonomiske formalia er en essentiel del af iværksætteri, er det ifølge den erfarne virksomhedsejer ikke ensbetydende med, at Selvstarters finalister skal bygge en virksomhed ovenpå en drøm om millioner eller for den sags skyld milliarder på bankbogen.

“Mit drive har aldrig været penge, men at gøre en forskel, og det var også derfor, jeg startede rengøringsselskabet, hvor vi gør tingene på en anden måde. Det handler om at finde et produkt, man selv synes mangler, for at verden kan blive et bedre sted”, siger Birgit Aaby.

Penge er dog nødvendige, når nye virksomheder skal have luft under vingerne, hvilket er et faktum, medlemmet af Selvstarter-panelet heller ikke bestrider. Det er dog tvivlsomt, at hun har mere end gode råd med i tasken til deltagerne, når hun tropper op til torsdagens finale.

“Man skal aldrig sige aldrig, men det er begrænset, hvor meget tid jeg har, da jeg følger mine investeringer tæt, samtidig med at vi skal om kort tid går i gang med en ny sæson af Løvens Hule”, siger Birgit Aaby.

Deltag i debatten
Del.