Passion for papegøjer

0

En råkold dag, hvor alt er gråt og diset, er der langt fra Tjærebyvej i Tune til Amazonas, regnskov og farverigt dyreliv. Og så alligevel ikke! For her bor et betydeligt antal eksotiske dyr – og de bor godt!

Et kort øjeblik kan man få en svag fornemmelse af at være i Sydamerika. Et betragteligt antal papegøjers skrigen, kurren og fløjten – eller hvad papegøjer nu gør – skaber lydsiden til noget, der kunne være hentet fra langt mere eksotiske destinationer end Tjærebyvej i Tune. Men her ligger på fjerde år Helle M. Pedersens pension for eksotiske dyr som p.t. først og fremmest huser papegøjer. Helle er helt tydeligt dyreelsker, men har i særlig grad en passion for papegøjer, som har ført til, at hun har oprettet en pension for de farverige fugle. Og hvis papegøjer kan elske, så elsker de uden tvivl Helle!

Pensionisten Dexter

En hvid Alba kakadue, Dexter, bor i et bur i Helles ’køkken’, hvor hun hver dag tilbereder frugt og grønt til pensionærerne. Dexter er en talende papegøje, men han taler ikke på kommando. Dexters ’far’ er kommet på plejehjem og måtte ikke medbringe sin papegøje, så Gordon er gået på pension hos Helle. Og det ser ikke ud til, at han har noget mod det. Tværtimod! Gordon kravler villigt ud af sit bur og putter sig ind til Helle med alle tegn på nydelse. Han er en rigtig ’selskabspapegøje’.

Selskabspapegøjer

“Det er ikke uden grund, at man taler om ’selskabspapegøjer,” fortæller Helle. “For papegøjer er rigtig selskabelige. Mange papegøjer er udrugede og hånd-opmadede. Dvs. at de ikke kender ret meget til, hvad det vil sige at være papegøje. Og det er der forretning i, fordi det er lettest at sælge en tam papegøje frem for en, der bider.”

Helle understreger, at hun ikke opdrætter og sælger papegøjer:

“Der er så mange papegøjer, der går for lud og koldt vand. Og jeg skal ikke være en del af handlen og skal ikke tjene penge på dem. Jeg har papegøjer, fordi jeg er interesseret i dem.”

’Sommer’- pensionat hele året

I en bygning for sig har Helle 12 papegøjebure med adgang til at flyve i udendørs volierer. Her bor hendes pensionærer – papegøjer i forskellige farver og størrelser. Og der er oftest fuldt belagt – ikke bare i sommerperioden. Mange papegøje-ejere er pensionister, der rejser udenfor højsæsonen.

”Det er ikke uden grund, at man taler om ’selskabspapegøjer,” fortæller Helle. ”For papegøjer er rigtig selskabelige.

Helle småsnakker med sine larmende pensionærer og forsøger én for én at lokke dem ud af buret til en lille fortrolig samtale. Men tilstedeværelsen af Paperboy’s udsendte forstyrrer fuglenes dagligdag. Tryllekunstneren Mr. Mox’ farvestrålende papegøje, nægter at forlade sit bur. Måske fordi den holder en tiltrængt ferie hos Helle og får rigeligt med rampelys til hverdag. Den grå og mere neutrale Victor er mere end villig til at stille op til fotografering.

Adopterede fugle

Adskilt fra pensionen ligger endnu et hus tilknyttet et meget stort voliere med mulighed for frisk luft og papegøje-motion. Her bor Helles egne papegøjer – fugle, som ikke længere kan bo hos deres oprindelige ejere. Helle fortæller:

“En papegøje er lidt sær! Nogle knytter sig til mænd, og nogle til kvinder! Og det kan give konflikter, fx når en enlig ejer finder en kæreste, så bliver papegøjen så jaloux og ondskabsfuld, at man er nødt til at sætte den i bur for at kunne være sammen med sin kæreste. Rigtig mange af mine egne papegøjer er kommet hertil af denne grund. Deres ejere har fået en kæreste, og papegøjen har direkte overfaldet og bidt denne – eller den står og skriger konstant i sit bur, og når jeg siger ’skriger’, så mener jeg det virkeligt.”

12 kilo muskelbundt

Ud over eksotiske fugle tager Helle sig gerne kærligt af kvælerslanger og andre krybdyr, og hun har fryseren fyldt med rotter og mus, samt kassevis af levende melorme på lager. Så det skorter ikke på krybdyrs yndlingsretter på pensionen. Lige nu vegeterer en kvælerslange med en kampvægt på 12 kilo i sit terrarium og fordøjer en rotte. Som Helle tørt bemærker:

“Det er nok klogt, at han er mæt, inden han skal besøge en børnehave lige om lidt”.

Viden om dyr

Hvorfor åbner man en papegøjepension? Hvor kommer idéen fra? Helle svarer:

“Jeg har selv papegøjer og fik mange henvendelser fra folk, der havde meget svært at få passet deres dyr, når de skulle på ferie. Så jeg vidste, at der var et behov. Og så er papegøjer min helt store interesse”.

Men interesse alene gør ikke en god dyrepension, man skal have viden om de dyr, man tager ansvaret for, og her er der ifølge Helle to nøgleord: sund kost og aktivering. Og Helle går all in: Hver uge tilberedes frugt og grønt af tre fyldte indkøbsvogne, som hun får fra en lokal handlende til stærkt nedsatte priser. Og foderet tilpasses nøje de enkelte arters præferencer.

Foderet gives ofte i en form, der nødvendiggør, at dyrene bakser med det – fx skal nødderne knækkes for at få den lækre kerne ud.

“En papegøje skal aktiveres rigtig meget. Den skal have små opgaver, og volieren skal udstyres med inventar, der udfordrer fuglene til aktivitet”, siger Helle.

Arbejde 24syv

At drive en pension som Helles er fast arbejde fra morgen til sen aften – hver dag, hele ugen. Sådan et arbejdsliv kræver sin kvinde – men passer godt ind i Helles anden passion: Hun har også børn og unge i døgn-
pleje – men det er en helt anden historie.

Deltag i debatten
Del.