Meny Himmelev bygger om

0

Købmand Søren Seier Rasmussen ønsker at skabe bedre plads til slagter, fisk og delikatesse og samtidig samle kolonialvarerne, så supermarkedet bliver mere overskueligt.

Det er ikke mere end små fem år siden Meny Himmelev sidst flyttede rundt på hylderne, men ikke desto mindre vil supermarkedet i løbet af den næste måned gennemgå en lynforvandling, der skal skabe mere overblik og udvide sortimentet. Det fortæller købmand Søren Seier Rasmussen, der indledningsvist forsikrer om, at man har taget sine forholdsregler forud for ombygningen.

”Vi afskærmer et område af gangen, så kunderne kommer til at mærke mindst muligt til arbejdet”, fortæller købmanden.

Flere ferskvarer
I fredags gik starten så på vej mod forretningens nye udtryk, der først og fremmest går ud på at skabe mere plads til slagter- fisk- og delikatesseafdelingerne.

”Ferskvareområdet bliver markant større, og vi får nye kølere, så vi udnytter pladsen mere optimalt. Det betyder, at vi vil kunne tilbyde et bredere udvalg i de tre afdelinger. Ikke mindst i forhold til de nemme måltidsløsninger, som vi samler ét sted, så det er lettere for kunderne at få det fulde overblik”, fortæller Søren Seier Rasmussen.

”Større sammenhæng”
Et andet hovedelement i ombygningen er flytningen af vinafdelingen, der skal give plads til at samle alle forretningens kolonialvarer.

”Vi vil gerne skabe større sammenhæng, så kolonialafdelingen bliver mere logisk. Det handler blandt andet om samle alle de spiselige ting ét sted og de ikkespiselige ting et andet sted. Generelt kan man sige, at det skal være lettere og hurtigere at finde tingene”, forklarer Søren Seier Rasmussen.

Kun frugt- og grøntafdelingen fastholder sin nuværende placering tæt ved supermarkedets indgang. I tråd med forretningens øvrige kvadratmeter slipper området imidlertid ikke for en større overhaling, hvilket blandt andet indebærer en komplet udskiftning af alt inventaret. Og alt imens de enkelte varegrupper i Meny Himmelev således får nye rammer, gælder det ligeledes, at belysningen opgraderes.

”Vi skifter til LED, fordi det er giver mere og bedre lys, ligesom det også er billigere og mere miljøvenligt”, fortæller Meny Himmelev-købmanden.

Deltag i debatten
Del.