Ind i boksen

0

Boxlife er navnet på en ny legeplads for dyrkere af funktionel fitness i en tidligere taekwondoklub på Københavnsvej 26G.

”Navnet er inspireret af miljøet i USA, hvor ’boxlife’ refererer til crossfit-entusiaster, der lever hovedparten af deres liv inde i ’boksen’ – altså i træningscentret”, fortæller Jonas Jurs, der åbner Boxlife med makkeren Rune Larsen lørdag den 28. oktober.

Taget i hånden
Begge har de en fortid som trænere inden for miljøet, men nu er tiden altså moden til at åbne eget træningscenter.

”Vi ser det som en måde at gøre almindelig styrketræning sjovere. Funktionel fitness er alsidigt, og du bliver altid taget i hånden fra du kommer ind ad døren, så du lærer noget i stedet for bare at træne hovedløst. Der er styr på alt lige fra opvarmning til dagens øvelser og de individuelle hensyn”, fortæller Rune Larsen.

Samvær efter træning
I alt råder makkerparret over 500 kvm, hvoraf de 350 kvm er selve træningsarealet. Fysioterapeuten Tomas Pilsborg har lejet et lokale til sin praksis, og hertil kommer omklædningsrum, infrarød sauna, butik med tøj og udstyr fra Filthy og 5.11 Tactical, reception og sofaområde med tv. For det er vigtigt for dem begge, at Boxlife også er rammen om hyggeligt samvær efter træningen.

”Der er en stor fælleskabsånd i miljøet. Så hvis du har tid, er der meget socialt i det efter træning”, siger Rune Larsen.

Masser af medlemmer
Og opbakningen har da også været enorm fra netværket omkring Jonas Jurs og Rune Larsen. Masser af venner har tilbudt deres hjælp i forberedelserne op til åbningen, og allerede en uge inden åbningen har Boxlife 65 medlemmer, hvoraf en håndfuld allerede er i gang med træningen denne fredag morgen. Gulvet har endnu ikke fået belægning på, og der er kun få redskaber på plads i de store sale – men alligevel bliver der svedt og gryntet ved redskaberne.

”Normalt har funktionel fitness et meget råt look. Vores er mere stilrent og pænt med lækre omklædningsfaciliteter for både mænd og kvinder, hvor alt er nymalet, så vi bryder med det typiske image”, siger Rune Larsen.

Deltag i debatten
Del.