Verden er i farver

0

Preben Rasmussen har genfundet kærligheden i en sen alder. Men der er stadig tid til at hjælpe til i Farvehuset Roskilde. På fuld tid.

”Er jeg 72 eller 73?” Preben Rasmussen læner sig til siden og skæver ind på nabokontoret, hvor medarbejder Stine Gruppe er i gang med at opdatere hjemmesiden.

”Jeg mener, du er 73”, lyder det tilbage.

Så meget klogere kan samtalen fortsætte. Vi sidder på førstesalen i butikken, som farvehandleren har drevet siden 1968. Første april i år var det nøjagtig 58 år siden, han startede i lære hos Roskilde Farve og Tapet i Allehelgensgade 3. Siden passede han en farvehandel på Nørrebrogade i København og nåede også at overtage Farvekælderen i Grønnegade 18 i Roskilde.

Få år efter købte han ejendommen her på Helligkorsvej, hvor der var sæbehus og renseri, samtidig med at han afhændede butikkerne i både Peberrenden og Grønnegade.

Timerne i døgnet
Der er løbet meget maling i blandemaskinen siden. Men her 50 år efter den spæde start i Roskilde står farvehandleren her stadig. Butikken ligner i store træk sig selv, selv om tæpperne fik deres egen plads i butikken på den modsatte side af gaden i begyndelsen af 00’erne.

Preben Rasmussens nu afdøde kone Ulla har været med hele vejen, og de fik tre drenge, hvoraf de to, Thomas og Martin, er fulgt i fars fodspor, og nu har overtaget forretningen. Preben Rasmussen fortsætter imidlertid, som om intet var hændt.

”Jeg hjælper bare til. På fuld tid”, griner farvehandleren, der netop er kommet tilbage til forretningen efter at have hjulpet sin søn med at levere et gulvtæppe.

Ved siden af sit fuldtidsarbejde som frivillig medhjælp er han formand i Håndværkerforeningen, hvor han også tager sig af viceværtjobbet for foreningens 18 lejligheder. Hertil kommer naturligvis engagementet og sponsoraterne i jazz overalt i Roskilde, herunder hans eget Jazz i Gården, der trækker hundredvis af gæster til jazz, pølser og øl i gården bag Farvehuset den tredje lørdag i august måned.

Kunder i generationer
Og dette lokale engagement er måske en vigtig del af opskriften på overlevelse i et marked med total gennemsigtighed og en konstant stigende konkurrence fra de mægtige byggemarkeder.

”Jeg har arbejdet mange steder, men jeg har aldrig oplevet en butik, der har så loyale kunder som Farvehuset”, lyder det fra Stine Grubbe på nabokontoret.

For kunderne har det ganske rigtigt med at komme igen og igen på Helligkorsvej – også gennem generationerne.

”Jeg har kunder, som jeg kender, fordi jeg startede med at handle med deres bedstefar. Personlige relationer er vores styrke”, siger Preben Rasmussen, der dog erkender, at man ikke kommer sovende til noget, som branchen fungerer i dag.

Det, de andre ikke kan
”Det er jo ikke verdens nemmeste job af drive detailhandel. Vi har prisgaranti – det er derfor, jeg hverken har sommerhus eller elskerinde”, griner farvehandleren.

Til gengæld rejser kunder til fra hele Sjælland for den personlige service, de næppe finder i et byggemarked. For på Helligkorsvej kan man fx både få blandet sin helt unikke spraymaling eller få den helt særlige læderfarve til designerstolen derhjemme.

”Vi laver så mange ting, som de andre ikke kan. Det gør, at vi overlever i markedet”, vurderer farvehandleren.

Hertil kommer et gigantisk tapetudvalg, hvor man tilmed kan få den udvalgte tapet sat op af professionelle, som Farvehuset samarbejder med. Et nyere tiltag er den webshop, som Stine Grubbe netop sidder og arbejder med. Den giver nu daglige ordrer, og tiltrækker samtidig kunder, der vil se nærmere på varerne i den fysiske butik.

Syndsforladelse
Således skal det måske nok gå alt sammen for familien i den historiske farvehandel, der i dag må tage konkurrencen op med giganter. Så måske vil der fortsat blive tid i Preben Rasmussens travle kalender til den kærlighed, han genfandt sent i livet.

Jette var et perifert bekendtskab i ungdommen, men hun kom væsentligt tættere på i 2016, da farvehandleren inviterede hende med i teatret, og den søde musik opstod.

”Ja, vi skal nok ikke have børn”, griner Preben Rasmussen, der mener at have fået kirkens velsignelse til pardannelsen.

Forhenværende præst i Domkirken Paul Kofoed Christiansen henvendte sig nemlig til Preben Rasmussen efter konens død med et tilbud om en sorggruppe, som farvehandleren imidlertid afviste.

”Det var jeg ikke interesseret i. Ved en anden lejlighed var vi så til en barnedåb af mit yngste barnebarn i Domkirken, hvor Paul Kofoed fik øje på mig, og kom ned på rækkerne for at hilse på os. Det var ret usædvanligt, og bagefter sagde jeg til Jette: ’Der fik vi minsandten syndsforladelse i Domkirken’”, smiler farvehandleren.

Fakta:
Farvehuset markerer i år 50-år i Roskilde

Deltag i debatten
Del.