Humac flytter til RO’s Torv

0

Et ønske om at opgradere butikken får Apple-forhandleren til at skifte Algade ud med shoppingcentret på Københavnsvej.

”Siden vi overtog butikken i Algade i 2014, har vi haft et ønske om at opgradere til det nyeste design inden for Apple-forhandlere, og fordi de nuværende lokaler er af ældre dato, har vi konkluderet, at den bedste løsning er at flytte butikken”, forklarer Michael Bech, adm. direktør i Humac-kæden, der driver 22 elektronikforretninger landet over. 

Til august rykker Humac Roskilde derfor til RO’s Torv og ind i godt 100 nyistandsatte kvadratmeter, der ind til for kort tid siden husede tøjforretningen Superdry. 

”Forretningens størrelse vokser med cirka 20 procent, og dermed får vi plads til at udstille et større sortiment, samtidig med at vi giver vores kunder en bedre oplevelse af, hvordan produkterne bruges i praksis, og hvordan de kan spille sammen indbyrdes”, forklarer Michael Bech. 

Humac-direktøren glæder sig samtidig over, at RO’s Torv igen skal lægge tag til det der i gamle dage hed en radio/tv-forhandler, hvilket ikke har været tilfældet siden Fona lukkede for to år siden.

”Der er nogle ganske få telebutikker, men generelt for få muligheder for at købe elektronik, så det glæder vi os til at kunne tilbyde kunderne”, lyder det.

Deltag i debatten
Del.