Dobbeltportræt: Makkerparret bag Råh

0

Svend Overgaard blev født i 1967 i Videbæk ved Herning i Vestjylland. Oprindeligt havde han udset sig en fremtid som bager, men efter godt 2,5 års læretid fik han konstateret meleksem, og dermed måtte han tilbage til skolebænken. Det blev til et år på EFG, hvorefter han fandt læreplads i en herretøjsbutik på hjemegnen, hvorfra han blev færdiguddannet i 1986. Året efter rykkede han til Tøjcentret i Snejbjerg, hvor han forblev i en årrække, indtil skæbnen kaldte kam østover.

USA og Grønland
I 1994 startede han i Jysk på Amager, og rykkede samtidig selv teltpælene til Østerbro i København. Svend Overgaard arbejdede med dyner og sengetøj både i hjemlandet og i USA indtil 2001, hvorefter han rykkede til Grønland. Her fungerede han som nonfood-chef i Pesifik, det tidligere Grønlandske Handel, i Nuuk i perioden 2001-2003.

Kone og makker
Efter det grønlandske eventyr søgte Svend Overgaard atter tilbage til tøjet, da han først skulle bestyre Tøjeksperten Egebjerg i Kolding Storcenter, og siden, i 2004, åbnede Tøjeksperten Egebjerg i storcentret Fields på Amager. I 2005 møder Svend Overgaard sin kone, og året efter rykker de til Roskilde. Året inden er han blevet sælger af herremærker Brubaker, og det er ikke mindst i denne anledning, at han møder sin senere makker, Jesper Skjerbek Lakjer.

Frie hænder
Sammen åbner de Wagner i Skomagergade i marts 2010, men nu er tiden altså moden til et hamskifte.

”Vi har jo været glade for at være Wagner i otte år, men nu vil vi gerne prøve noget andet. Vi har nu helt frie hænder, men vi samarbejder med andre butikker i hele Danmark, som også er trådt ud kæder. På den måde bytter vi hinandens varer, og det er et kæmpe plus”, siger Svend Overgaard.

 

Man skal have det, som man vil

Jesper Skjerbek Lakjer kom til verden i 1979 på Roskilde Sygehus, og er opvokset i Gershøj. Som ung flyttede han til Roskilde, hvor han også tog sin eksamen fra Handelsskolen. Han havde oprindeligt ikke tænkt sig en fremtid i tøjbranchen, men arbejdede i stedet i Strandberg, det nuværende Meny, i Skomagergade, gennem en årrække.

Mødet i Fields
Sidenhen  søgte Jesper Skjerbek Lakjer læreplads i Tøjeksperten Egebjerg i Hundige, hvorfra han blev udlært i 2004. Det var umiddelbart inden, hans veje krydsede med Svend Overgaards i Fields på Amager. Her var Jesper Skjerbek Lakjer ansat, mens Svend Overgaard kørte som sælger.

Otte års samarbejde
Siden blev Jesper Skjerbek Lakjer bestyrer af Tøjeksperten i Ballerupcentret, som han gennem sin tid på stedet formåede at få til at vækste kraftigt. Næste træk blev samarbejdet med Svend Overgaard, da de slog dørene op for Wagner i Skomagergade i marts 2010.

Endu bedre smag
Jesper Skjerbek Lakjer har for nylig købt hus med sin lille familie i Roskilde, så der har ikke manglet ting at se til på det seneste. ”Jeg har ikke kedet mig det sidste halve år”, siger tøjmanden, der glæder sig til at slå dørene op for Råh fredag den 31. august.

”Når nu man arbejder så meget, så skal man have det, som man vil”, siger han.

Deltag i debatten
Del.