Vigga fra Vindingevej

0

“For mig handlede det om, at Maria skulle være tryg”, siger Claus Bjørn Larsen, der blev far til Vigga lørdag den 14. oktober kl. 6:46.

Datteren kom til verden ved en hjemmefødsel, selv om Maria Thorborg Hansen havde en yderst vellykket hospitalsfødsel med sin førstefødte datter Alma, som ifølge eget udsagn nu er 3 ¾ år.

Hjemme bedst

Men det var netop overbevisningen om endnu en udramatisk fødsel, der fik parret til at foretrække at føde i hjemmet på Vindingevej denne gang.

“Der er ikke rigtig nogen grund til at tage på hospitalet for så at pakke en seks timer gammel baby ned i en barnevogn og tage hjem igen”, siger moren.

Så er det op

I stedet ringede Maria Thorborg Hansen til jordemoderen fra Hjemmefødselsordningen i løbet af natten, da hun havde haft veer i seks timer.

“Selv om man kender hende, er det stadig svært for mig at ringe kl. 4 om natten og sige, at hun ikke skal sove mere”, siger moren.

Ikke desto mindre mødte jordemoderen op kl. 5, hjalp den fødende på vej med det sidste – og to timer efter var Vigga ude i verden med en længde på 52 centimer og en vægt på 3385 gram.

Ind i seng

Fødslen foregik uden dramatik, og de trætte forældre var lykkelige for, at det hele foregik i de hjemlige rammer.

“Vi kunne bare vælte ind i seng ud på morgenen. Det var klart det bedste, at vi ikke skulle afsted bagefter”, siger Claus Bjørn Larsen.

Deltag i debatten
Del.