Ude på en time

0

Marie-Louise Holmbo og Kevin Vindahl Hansen ankom til fødeafdelingen ved 4-tiden natten til onsdag den 27. september. En halv time efter begyndte moren at presse, og en time efter, kl. 5:29 om morgenen, var Magnus færdig med sine godt 40 uger i den varme pool. Den førstefødte mødte verden med en vægt på 3460 gram og en længde på 54 centimeter.

Klar til fødsel

Parret havde egentlig ringet flere gange i løbet af natten for at tage afsted, men de fik først lov til at køre fra Jyllinge kl. 3:30.

“Fem minutter efter vi kom, gik vandet. Vi synes, det var meget dramatisk, men de tog det helt roligt – og Marie-Louise fik at vide, at hun var helt åben og klar til at føde”, fortæller faren.

Tid til et kram

Marie-Louise Holmbo ville gerne have forsødet processen med lidt smertestillende hjælpemidler, men det blev der ikke tid til, og kort efter var hendes første fødsel altså vel overstået. Og trods travlhed på afdelingen føler de nybagte forældre sig godt behandlet.

“Selv om de havde travlt, følte vi, at der var en relation – at man ikke bare var et nummer i rækken. Vores jordemoder var så sød og nærværende, og vi fik et kram på vej ud”, fortæller moren.

Med i klubben

Også Kevin Vindahl Hansen synes, at det har været en god oplevelse for dem at blive forældre på sygehuset.

“Man går og snakker lidt med de andre forældre på gangen, og alle er supersøde. Man er ligesom blevet en del af en klub nu”, siger han.

Deltag i debatten
Del.