Typisk Trekroner

0

“Vi flyttede til Trekroner sidste år, og da mødrene her på vejen fandt ud af, at jeg var gravid, så kom de alle sammen på besøg for at fortælle om at føde hjemme – for det har de alle sammen gjort. Jeg havde aldrig tænkt på det før, men jeg blev hurtigt overbevist”, fortæller Camilla Lang fra hjemmet på Linkøbingvej i Trekroner.

Hjælp fra genboen

Også op til fødslen havde den førstegangsfødende god hjælp fra mødrene på vejen.

“Jeg var ovre hos min genbo for at høre, hvad forskellen var på en ve og en plukve. Hun kunne så fortælle mig, at det næppe var plukveer, jeg havde. Så vi ringede til Hjemmefødselsordningen og fortalte, at der nok var noget i gære”, fortæller Camilla Lang.

Hverdag udenfor

Herefter hvilede hun efter bedste evne i løbet af natten, og kontaktede så atter sin jordemoder om morgenen. Hun kom så forbi og gav lidt akupunktur, og kom igen ved 13-tiden. Ved 15-tiden kom moren så i karret hjemme i stuen, og kl. 17:38 tirsdag den 26. september var Alma en del af Trekroners svulmende børneflok. “Det hele gik rimeligt stille og roligt, og det var lige som, det skulle være. Og det er lidt sjovt at ligge og føde for nedrullede gardiner, mens man kan høre hverdagslivet og rundsaven køre inde hos naboen”, siger hun.

På islandsk

Datteren kom til verden med en fødselsvægt på 3800 gram og en længde på 50 centimeter, og hun skal fremover lyde navnet Alma Lang Einarsdottir. Faren, Einar Valur Ásgeirsson, er islænding – og her er det som bekendt skik, at farens fornavn indgår i børnenes efternavn.

Deltag i debatten
Del.