Sommerbarn

0

“Hvor er hans tissemand henne!?” udbrød den treårige storebror vantro, da hans lillesøster kom til verden.
Ingen i familien kendte kønnet på det kommende barn – men det viste sig altså at blive en datter, der blev født i hjemmet i Store Valby mandag den 26. juni kl. 11:29. Den velskabte pige på 3600 gram fordelt på 52 centimeter kom til verden på sin fars fødselsdag, og endnu har forældrene ikke et fornavn klar til hende. Men hun får utvivlsomt efternavnet Sommer efter sin mor.

Med inde over
Efter at have født sin søn på hospitalet valgte Katrine Sommer at føde i hjemmet denne gang. Veerne gik i gang natten til mandag, og hun orienterede kort efter sin mand om, at han ikke skulle tage på arbejde. Ud på morgenen ringede parret til jordemoder Jette Fischer, som ankom ved 9:30-tiden. Bare to timer senere var Jacob blevet storebror efter en hurtig og udramatisk fødsel, og Katrine Sommer er kun glad for sin beslutning om at føde hjemme.

”Hospitalet var meget stressende, og man er ikke selv beslutningstager på noget. Jeg havde brug for at være mere med inde over”, siger moren, der fødte i et oppusteligt badekar i soveværelset.

I gode hænder
Faren Mikkel Frederiksen var til at begynde med imod at hans kone skulle føde hjemme – men han må sande, at det har været en god oplevelse for hele familien.

”Du er i gode hænder hos en jordemoder, der har været igennem alle tænkelige scenarier gennem de sidste 20 år. Det er et helt andet og meget mere roligt forløb”, siger han.

Deltag i debatten
Del.