På flasken

0

Fødslen var så langvarig, at førstefødte Oscar straks slog sig på flasken.

Det blev et akut kejsersnit efter 48 timers velmente forsøg på at få sønnen ud den naturlige vej. Veerne startede lørdag den 18. marts, hvorefter Kathrine Johansen og Jacob Jensen kom til fødegangen søndag kl. 19. Men der skulle gå endnu et døgns tid, før moren til sidst måtte opgive at føde normalt.

Tømte butikken

“Jeg lå bare der. Så fik jeg ve-stimulerende, lattergas og epidural. Og morfin at sove på. Jeg tømte butikken, og jeg kørte med non-stop veer og havde hverken spist eller sovet siden starten. Jeg var træt. Til sidste måtte vi banke i bordet og bede om kejsersnit. Herefter gik der en time, og så var det overstået”, fortæller moren.

Far må give flaske

Sønnen skal hedde Oscar, og han vejer 3990 gram og måler 54 centimeter. Den langvarige fødsel har formentlig også taget hårdt på ham, for han har været forkvalmet og har haft svært ved at tage bryst. Derfor får han nu mælk fra flaske, og det er moren helt på det rene med.

“Han skal fortsætte med flaske, når vi kommer hjem. Jeg har fået piller, der lukker ned for min egen mælkeproduktion – og det er tit, når de er startet med flaske, at de ikke vil tilbage til brystet. Så kan faren også stå op om natten og give ham mad”, smiler hun.

Deltag i debatten
Del.