Kanonkongen af Viby Sj.

0

Han kom ud som en kanonkonge hjemme i den stråtækte idyl hist, hvor vejen slår en bugt. Lise og Emil Kabell Søgaard var kort forinden flyttet med deres to-årige datter fra en toværelses lejlighed på Vesterbro i København til den 7.500 kvm store oase med egen sø i baghaven. Og natten til tirsdag den 23. maj var tiden moden til endnu en hjemmefødsel.

Jordemoder i 25 minutter

“Jeg havde vel haft veer siden kl. 23, og så pludselig accelererede det ret hurtigt. Så jeg ringede til Stine Thirslund, og så kom hun kort efter. Hun nåede at være her i 25 minutter, inden jeg havde fødte kl. 01:47”, fortæller moren.

Den velskabte søn vejede 3720 gram fordelt på 52 centimeter, og han ser stadig ud til at være godt tilfreds med at komme til verden i sit eget hjem. Men også forældrene kan kun se fordelene ved hjemmefødslen.

Ikke bare tilskuer

“Når man, som jeg, føder på 2-3 timer, så havde det jo ikke været smart at skulle nogen steder”, siger Lise Kabell Søgaard.

Og selv om man som far trods alt er reduceret til en birolle under fødslen, så er der lidt mere at komme efter under en fødsel i hjemmet.

“Det er enormt rart. Som mand er der noget, jeg kan tage mig til, mens man på hospitalet mere er tilskuer til det hele. Og bagefter er man her bare. Man skal ikke ud ad døren”, siger faren.

Deltag i debatten
Del.