Emily gad ikke vente

0

Nathasja Kogo var egentlig programsat til et planlagt kejsersnit tirsdag den 5. september. Imidlertid begyndte datteren i maven allerede at give alvorlige udbrydertegn fra sig allerede lørdag aften.

Så begyndte veerne om søndagen, og mandag den 4. september kl. 16:35 kom Emily så ud til os andre ved et akut kejsersnit med en fødselsvægt på 3810 gram fordelt på 52 centimeter.

Lang ventetid
”Lige da jeg lå i det, tænkte jeg, at jeg ikke kunne mere. Det var hårdt, men det var absolut det hele værd”, siger moren, der måtte vente en del på forløsningen på grund af midlertidig personalemangel.

”Hun skulle faste i seks timer, og så blev det rykket nogle gange. Sådan fortsatte det bare på grund af travlhed. Så vi endte med at vente 25 timer. Det var hårdt, for man glæder sig hele tiden forgæves – og man får intet at drikke eller spise”, fortæller den lettede far, Jonas Jensen.

Græd af glæde
Trods ventetiden inden fødslen er de unge forældre lykkelige for den store oplevelse.

”Jeg var omtåget under kejsersnittet, men fik hende over til mig efter opvågningen. Så græd vi bare begge to af glæde”, fortæller Nathasja Kogo, der trods udfordringerne undervejs husker tilbage på en god fødsel.

”Mens vi ventede, var lægerne nede flere gange for at hilse og beklage – og så havde vi verdens bedste jordemoder”, siger den glade mor.

 

Deltag i debatten
Del.