All inclusive

0

Signe Ellevang fra Nykøbing Falster fødte sin datter i Roskilde torsdag den 15. juni kl. 15:22 efter omkring 20 timers fødsel. Undervejs blev det både til epiduralblokade og senere vestimulerende drop.

”Veerne var egentlig gode, men der var for lang tid imellem dem”, fortæller moren, som også måtte en tur omkring operationsbordet, da hun havde mistet for meget blod.

Født før tid
”Så det har været en lidt sej omgang – men nu går det godt. Det er mest mig, det er gået ud over, men Laura har klaret det fint”, fortæller Signe Ellevang.

Førstefødte Laura måler 48 centimeter og vejer bare 2690 gram, for hun blev nemlig født fire uger før tid. Og derfor kan den lille familie se frem til et længere ophold på barselsgangen.

Tryg hele vejen
”Vi har fået at vide, at vi skal forvente 10-14 dage, men det er selvfølgelig individuelt. Heldigvis bor mormor og morfar lige i nærheden”, siger moren, der ser frem til et længere all inclusive-ophold med fortrøstning.

”De har virkelig været hjælpsomme. Jeg har været tryg ved det hele vejen igennem, og vi har ikke følt os overladt til os selv på noget tidspunkt”, fortæller hun.

Deltag i debatten
Del.