Økologisk frisør har slået dørene op i Jernbanegade

0

Frisør og makeupartist Malene Fyllgraf har netop er åbnet i Roskilde Centrum.

Økologi og miljø fylder meget hos frisør og makeupartist Malene Fyllgraf, der for nylig slog dørene op til en ny salon midt på Jernbanegade. Derfor er alle produkter lige fra shampoo til hårfarve økologiske.

“Det er vigtigt for mig at passe på miljøet, og samtidig går jeg personligt meget op i sundhed og økologi. Det vil jeg gerne overføre til mit arbejde og mine kunder, og derfor har jeg valgt at fokusere på økologiske produkter uden skadelige tilsætningsstoffer, parabener og kunstig parfume”, fortæller Malene Fyllgraf.

Forkærlighed for det jordnære

Kigger man rundt i salonen, opdager man hurtigt, at det ikke kun er hårprodukterne, der er naturlige. Indretningen med antikke detaljer afslører en forkærlighed for det jordnære og ’gammeldags’.

Nutidens fokus på hurtigere, større, mere larmende finder man ikke her i det lyse lokale, der blandt andet er indrettet med et gammeldags kasseapparat, rustikke vægge og dæmpet musik, der fungerer mere som en stemningsskaber end en overdøvelse af den larm, mange kunder samlet på ét sted kan generere.

Kun én kunde ad gangen

Hos Malene Fyllgraf sidder der nemlig kun én kunde ad gangen foran spejlet.

“Det er vigtigt for mig, at den enkelte kunde føler, at det er hans eller hendes tid. Så selv om jeg sagtens kunne gå til og fra to eller flere kunder på én gang, så har jeg valgt ikke at gøre det. Det, føler jeg, giver det bedste resultat, i og med at kommunikationen mellem kunden og mig bliver bedre, og at jeg derfor i større grad kan spore mig ind på ønsker og idéer fra personen i stolen”, lyder det fra frisøren, der også er uddannet makeup-artist fra Nicci Welsh.

Deltag i debatten
Del.