Ny korleder for Roskilde Domkirkes Drengekor

0

Den 17. januar 2018 overtager Egil Kolind posten som korleder for Roskilde Domkirkes Drengekor efter Torsten Nielsen, der satte et flot punktum for sin tid i Roskilde med Drenge- og Domkorets meget vellykkede opførelse af Messias. Roskilde Domkirkes Drengekor, som Egil Kolind nu overtager, består af ca. 45 drenge og herrer og er en del af Roskilde Domkirkes Korskole, hvor både drenge og piger undervises i korsang, solosang og hørelære. Drengene optages når de er ni år gamle, hvorefter de bliver en del af koret og dets aktiviteter, herunder gudstjenester og koncerter i Domkirken.

Hjem fra Sverige

Egil Kolind kommer fra en stilling i Lunds Domkirke, hvor han ligeledes var korleder for kirkens drengekor. Han er uddannet i kor- og orkesterledelse fra Musikhögskolan i Malmö og Robert Schumann Hochschule i Düsseldorf. Ved siden af stillingen i Domkirken fortsætter han som dirigent for Graabrødre Kammerkor i København. Udover dirigenthvervet er han også komponist, og for tiden er han i gang med at udvikle et materiale til undervisning i sang fra bladet.

“Jeg er meget stolt over, at jeg nu skal stå i spidsen for Domkirkens drengekor. Det er korsang på højt niveau, og der er en vidunderlig talentmasse at arbejde med. Roskilde Domkirkes Drengekor har et stort potentiale, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet med at videreudvikle koret. Der er mange spændende muligheder for koret i en meget aktiv Domkirke og en levende musikby som Roskilde. Samtidigt er Roskilde Domkirkes Drengekor et kor med nogle solide rødder og en del af en større drengekorstradition, som jeg har dyb respekt for”, siger Egil Kolind.

Giver det videre

Koret blev dannet i 1986 af korets daværende leder Finn Evald. Siden da har koret udviklet sig til at være et af landets førende drengekor. På pladeselskabet Deutsche Grammophon har koret blandt andet udgivet to cd’er i samarbejde med Gabrieli Consort & Players og dirigenten Paul McCreesh. I løbet af årene har drengene været på mange koncertturnéer rundt omkring i verden, blandt andet i USA, Canada, og New Zealand.

“Når man synger i drengekor får man gennem musikken store oplevelser og sociale relationer for livet. Jeg har selv sunget sopran i drengekor som dreng og mærket, hvordan man allerede i en tidlig alder får en stor glæde ved musikken og en helt særlig ansvarsfølelse ved optrædener. Jeg ser frem til nu at kunne give alt dette videre til drengene og herrerne i Roskilde Domkirkes Drengekor”, siger Egil Kolind.

Første gang man kan opleve Roskilde Domkirkes Drengekor med deres nye dirigent er ved den liturgiske aftensang i Roskilde Domkirke fredag den 2. februar kl. 17.

Deltag i debatten
Del.