“Man skal gå efter bolden”

0

Byrådets ordensbetjent Annie Larsen runder 70 år fredag den 24. november, og det bliver markeret med en reception på Pipers Hus i Byparken samme dag kl. 14:30-16:30.

Annie Larsen blev Ridder af Dannebrog efter 25 år i byrådet allerede i 2015, og hun har forsigtige forhåbninger om yderligere fire år i lokalpolitik.

“Det ville selvfølgelig være en skuffelse at ryge ud, men jeg indstiller mig på det. Det er nok fordi jeg kommer fra Jylland – jeg vil hellere blive glædeligt overrasket”, siger fødselaren, der rykkede til Roskilde med sin mand i 1971.

Planen var egentlig at blive i byen en kort årrække, inden turen gik tilbage til Jylland. Imidlertid blev parret så glade for Roskilde, at de blev hængende.

Alle kan lære noget

Annie Larsen er oprindeligt kommunalt uddannet i Himmerland, og arbejdede indtil sin efterløn som 62-årig som ekspeditionssekretær i Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Sjælland. Undervejs tog hun også en forvaltningsfaglig afgangseksamen fra Forvaltningshøjskolen i København. I byrådet brænder hun særligt for, at Roskilde bliver en foregangskommune inden for ældreområdet, og inden for sundhed og forebyggelse.

“Her lider vi desværre af det, jeg kalder Korsbæksyndromet: Overbevisningen om at vi gør det så godt, at vi kan ikke lære noget af andre. Her er en stolthed i byen, og det er helt fint. Men alle kan lære noget af nogen”, siger Annie Larsen, der fx har hentet inspiration i den såkaldte Fredericia-model til hverdagsrehabilitering af ældre.

Hår på brystet

Politikeren tiltrak sig en del opmærksomhed under habilitetssagen om borgmester Joy Mogensen. Trods strid modvind stod Annie Larsen fast, og hun endte med at få ret af Statsforvaltningen. Imidlertid var det et hårdt forløb, hvor hun blev hængt ud som både landsbytosse og kværulant af politiske modstandere.

“Habilitetssagen var barsk. Men jeg er et retskaffent menneske, og jeg synes, at love og regler skal gælde for alle. Jeg forholdt mig sagligt til sagen, og jeg fik ret, men det krævede hår på brystet. Man skal gå efter bolden”, siger Annie Larsen, der på baggrund af forløbet stillede forslag i byrådet i maj i år om et kodeks for ordentlig tale til og med hinanden.

Det blev dog ikke vedtaget. Fredag den 24. november runder den aktive mor, bedstemor og multimotionist de første 70 år – og til den tid ved vi, om det også bliver som byrådsmedlem.

Deltag i debatten
Del.