Ærkerivaler samarbejder om Fair Fans Cup

0

FC Roskilde og HB Køge er gået sammen om at stable Old Irish Pub Fair Fans Cup 2018 på benene, der løber af stablen lørdag den 27. januar i Roskilde Kongrescenter.

HB Køge og FC Roskilde og deres fans er ærkerivaler når klubberne mødes på banen i NordicBet LIGAEN, men når der ikke dystes på banen og tribunerne, så har DFF og foreningens medlemmer altid søgt at fremme samarbejde og den gode tone mellem fans af forskellige klubber. Netop det gode samarbejde har været primus motor i planlægningen af dette års fodboldmesterskab, der afvikles i Hal C1+2 i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena lørdag den 27. januar. Der er gratis adgang for tilskuere til turneringen.

“Samarbejdet er nærmest gået over al forventning. Selvom vi normalt er konkurrenter på banen og tribunen, så har alle involverede været indstillet på at stå sammen og vise, hvad vi i fællesskab kan overkomme, og hvad vi hver især står for. Det har været en fornøjelse at opleve det samarbejde, og det er præcis det, som medlemskabet af DFF kan gøre. Det kan være med til at bygge broer, knytte bånd og skabe relationer, og vi glæder os alle helt sindssygt til at sparke gang i turneringen den 27. januar”, fortæller de to Fan formænd, Steen Christensen og Anders Christensen.

20 hold deltager

Årets mesterskab går under navnet Old Irish Pub Fair Fans Cup 2018.

Alle officielle fanklubber fra Superligaen og fra Divisionerne kan stille med hver to hold á 7 mand. Det er et stort tilløbsstykke og i år deltager 20 hold fra klubber som F.C. København, AaB, FC Midtjylland, AGF og B 93. Og naturligvis også fra både HB Køge og FC Roskilde, mens FC Grøsrødderne deltager på et wild card.

Turneringen sparkes i gang kl. 9.00, hvor den første kamp spilles i Bauhaus Arena. Turneringen fortsætter hele dagen, og finalen forventes afviklet omkring kl. 18.00, hvorefter der er fællesspisning og for alle deltagerne. Efter spisningen vil Joy Mogensen, borgmester i Roskilde, komme forbi og overrække vandrepokalen til årets vindere af Old Irish Pub Fair Fans Cup 2018. Dommerlegenden Kim Milton kaster ekstra glans over arrangementet og vil dømme finalen i turneringen, der er har Old Irish Pub som hovedsponsor, mens RB1906, Comwell, Skiltemontøren, Bauhaus og NordicBet også har bidraget til fanklubbernes fodboldmesterskab.

Deltag i debatten
Del.