40 års VVS-jubilæum hos John Jensen VVS

0

Overmontør og taksator Henrik B. Hansen runder 40 år virksomheden i Hedehusene.

”Jeg er vokset op med ’sorte fingre’ på værkstedet i min farfars og siden min fars smedevirksomhed i Sengeløse, så håndværket har altid ligget mig i blodet, men det er nu alligevel lidt svært at forstå, at det nu er 40 år siden, at jeg startede som fastansat VVS-montør i John Jensen VVS, hvor jeg i starten af 70’erne trådte mine lærlingesko”.

Således husker 40-års-jubilar og ’alderspræsident’ Henrik B. Hansen – overmontør og taksator i John Jensen VVS – dengang han som ung VVS-montør startede i sit første ’rigtige’ job.

”Dengang var firmaet et mindre VVS-firma med 10-15 medarbejdere og seks servicebiler. I dag nærmer vi os 145 medarbejdere, vi har en stor flåde af servicebiler, og mesters søn ejer virksomheden”, siger jubilaren og fortsætter:

”Der er virkelig sket noget, men det gamle fællesskab, det selvstændige ansvar og æren ved at levere et godt stykke arbejde er den samme”, konstaterer Henrik, der er stolt over at være del i det han kalder en ’fantastisk rejse’.

Skole og villa
Som ny lærling i 1972 stod han sammen med garvet VVS-montør blandt andet fadder til VVS-opgaver ved udbygningen af Hedehusene Skole, og håndelaget var i orden – allerede som to-års-lærling fik han sin første store opgave med montage af alt VVS-arbejdet på en stor velhavervilla, der blev opført på Frederiksborgvej.

”Det var noget af en mundfuld, men opgaven gik godt, og da jeg efter læretiden i 1976 blev indkaldt til værnepligt, blev jeg sendt afsted med mange roser og besked på, at døren stod åben, når jeg var klar af militæret”, fortæller Henrik B. Hansen, der vendte tilbage til virksomheden i 1978, hvor han altså fortsat befinder sig den dag i dag.

Bokseinteresseret
”I dag arbejder vi stadig for private, men arbejdet med oliefyr er stort set faset ud til fordel for store fjernvarmeopgaver, de små entrepriser er blevet til store fag- og hovedentrepriser, vi kører store serviceopgaver for boligselskaberne og selv arbejder jeg som overmontør og taksator med forsikringssager for de store forsikringsselskaber”, fortæller overmontøren, der ved siden af arbejdet nyder sin store interesse for boksning. En sport Henrik B. Hansen har dyrket 25 år i Taastrup Bokseklub, hvor han fortsat styrketræner den dag i dag.

”I dag går jeg ikke længere i ringen, men den daglige styrketræning i kælderens motionsrum kan jeg ikke undvære, og jeg sidder med ved ringsite bag fjernsynsskærmen til alle de store bokseslag, pointerer Henrik og tilføjer, at lange gåture med den otte år gamle, korthårede hønsehund Buster ligeledes hører med til dagens orden.

Deltag i debatten
Del.