Roskildes budget

0

Inden 1. september vil hovedlinjerne i Roskildes budget for 2019 være lagt. Hvordan er udsigterne så for kommunen? De er rigtigt gode, da Roskilde er blandt de 10 mest velhavende kommuner i landet. Det skyldes primært, at kommunens borgere gennemsnitligt tjener ret godt, og skattegrundlaget derfor er meget solidt.

Forudsætningen for, at Roskilde fortsat kan være en attraktiv kommune, er til stede. Det er muligt ikke alene at fastholde, men også at udbygge et godt serviceniveau på skoler, i daginstitutioner, på ældreområdet og samtidig være mere ambitiøs på klima- og miljøområdet.

Og det sociale område skal opprioriteres. Her er der behov og basis for en forøget indsats til gavn for socialt dårligt stillede. Det er der god økonomi i – også for kommunen.

I flere kommuner, bl.a. Høje Taastrup og Silkeborg, har man investeret massivt i ansættelse af flere socialrådgivere. Det har betydet et markant løft i sagsbehandlingen, hvor medarbejderne har fået bedre muligheder for at yde den indsats, der skal til for at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet. Det har vist sig at være en solid overskudsforretning for kommunerne, samtidig med at de berørte borgere har fået et løft både socialt og økonomisk. Det er en investeringsstrategi, Roskilde skal gøre brug af.

Pengene til en bedre service og en ambitiøs investering på det sociale område kan hentes forskellige steder fra. Her skal blot nævnes 3 af de større: Ejendomssalg, som kommunen traditionelt undervurderer kraftigt, fastholdelse af en større andel af driftsoverskuddet til driftsopgaver (i stedet for at bruge dette overskud til at finansiere udvidelse af anlægsbudgettet), og sidst, men ikke mindst, så er der på grund af en nylig lovændring mulighed for at forhøje ejendomsskatterne væsentligt, uden at folk får forøgede løbende boligudgifter.

På den baggrund stiller Enhedslisten med et samlet budgetforslag i balance, som vil indeholde udspecificerede budgetforslag på ovennævnte områder. Enhedslisten ser frem til en god dialog om budget 2019 med de øvrige partier i Byrådet.

Af: Henrik Stougaard og
Susanne Lysholm Jensen
Enhedslistens byrådsgruppe

Deltag i debatten
Del.