Kulturhus

0

De små ting der gør det. Det skal ikke være nogen hemmelighed at mit hjerte banker for kulturen, jeg er ivrig samler af billeder, jeg dyrker mad på et kulturelt plan og jeg spiller musik og har undervist i det. Jeg har spillet teater, instrueret og undervist i alle mulige spændende konstellationer. Hvergang må jeg sande at de situationer jeg har haft den største succes med, har foregået på små steder og under besværlige vilkår. Jeg har været igennem halvstore turneer hvor vi øvede med bandet i en kælder for derefter at begive os ud på landevejen og bruge alle pengene på udstyr, af og til med succes med for det meste med minus på kontoen, men kunne vi lade være – nej! Jeg har også prøvet uvidende at blive inviteret til Ungarn og spille med musikere jeg ikke kendte på små lyssky steder og der komme hjem med en pæn pose penge. Det er ikke størrelsen der gør forskellen og giver succes.

Mange af os har et romatisk billede af en kunstner på et usselt loftkammer med fugt drivende ned ad væggene og selvom ingen fortjener det, nu om dage, så er det muligvis her at de store ideer klækkes og bliver til noget, ganske enkelt fordi de presser på og vil ud.

Således har jeg prøvet at hjælpe en ungdomsgruppe på vores lokale teater Lo Specchio, som var kommet i den situation at bestyrelsen helst ikke ville tildele dem noget budget fordi man frygtede at det hele ville løbe ud i sandet og fordi man anså det voksne teater for det seriøse og så videre helst ville bruge pengene på børneteatret i den god sags tjeneste. Den forestilling som de unge havde planer om blev trods disse benspænd sat op og blev en succes ud over alle grænser – netop fordi vi mødte modstand og fordi vi så besluttede at te os som vi ville. Vi gik endda så langt som at male hele scenen lysegrå (den skal altid være sort – siger de kloge). Ikke desto mindre solgte den billetter og blev flere gange spillet ud af huset. Det var ikke den eneste af slagsen må jeg lige indskyde. Lo Specchio’s lokaler er en den af det nedlagte garveri, det står der fordi det vil være for dyrt at rive det ned og for farligt, fordi det er fuldstændig gennemsyret af krom fra dengang der var virksomhed på adressen. Men for et teater og for de andre som bruger bygningerne er det en fantastisk legeplads. Den slags halv ruiner findes flere steder rundt om i kommunen og det er små kultur perler som man skal værne om. Det er der hvor modstanden giver resultat, hvor der bliver skabt, hvor folk glædes og hvor man kommer hinanden ved. Kære hold bag Bygade 28 – giv aldrig op!

 

Knud Damgaard

Deltag i debatten
Del.