Ih, hvor er det kommunalt

0

Fra samtaler med nogle borgere ved jeg, at mange, som jeg i øvrigt også selv, er frustrerede over parkeringssituationen i Roskilde Midtby. I en by som Roskilde med gode turistattraktioner og et præsentabelt forretningsstrøg i Algade er det uforståeligt, at det tilsyneladende har været kommunens ambition at holde biler væk. I den sidste tid er det da blevet helt umuligt. Med inddragelsen af en masse P-parkeringspladser bagved Superbrugsen i Algade og på Stændertorvet ser det sort ud. Hvis man så endelig er så heldig at finde en plads, må man kun holde der 2 timer. De mange liberale erhverv, der er i bymidten lider under dette og detailhandelen ligeså. Men så vejrede man morgenluft, da opførelsen af et nyt parkeringshus endelig blev vedtaget af byrådet. Dog blev glæden kort, for i stedet for de hårdt tiltrængte p-pladser blev det til et dyrt hus med få p-pladser, der svarer til de pladser, der er blevet inddrevet. Altså intet vundet. Til gengæld er borgernes skattepenge gået til et fancy byggeri med hængende haver og konkurrerende butikker til Algade og den øvrige bymidte. Man fristes til at synge – Ih, hvor er det kommunalt, men vil i stedet opfordre Roskildes borgere til at stemme Venstre, et økonomisk ansvarligt parti, og gerne personligt på mig.

Lizzi Tvede Waagstein

Deltag i debatten
Del.