Du kan stemme nu

0

Du behøver ikke vente til d. 21. november, du kan allerede stemme nu – brevstemme. Både til kommunal- og regionsrådsvalget. Det foregår på borgerservice rundt om i Roskilde Kommune og i den særlige valgbus, der også kører rundt i kommunen. Når du brevstemmer, er det vigtigt at huske, at du godt kan stemme personligt på en kandidat. Du skal bare skrive navnet på stemmesedlen – ud over partiet naturligvis. Uanset hvilket parti du vælger, vil jeg klart anbefale, at du stemmer på en person; på en du har tillid til. Mange år i byrådet har lært mig, at politik handler om at finde løsninger. Og samarbejde. Og som på enhver anden arbejdsplads, afhænger et godt samarbejde af mennesker. Nogle gange betyder mennesket faktisk mere end partifarven, når vi arbejder i byrådet. Så du får helt sikkert mest indflydelse, hvis du ikke nøjes med at stemme på et parti, men også stemmer på en kandidat. Jeg håber, at du husker at stemme. Det er ikke lige meget, hvem, der træffer beslutninger om ældrepleje, veje og folkeskoler. Og jeg vil opfordre til, at du hjælper med at sammensætte et nyt byråd. Et byråd af kandidater, der kan arbejde sammen om at finde solide, fælles løsninger.

Morten Gjerskov

Deltag i debatten
Del.