Alternativt kup

0

Bestyrelsen i Alternativet Roskilde forsøgte at få deres kandidat, ildsjælen Helle Chelina Jensen verfet ud ved et ekstraordinært bestyrelsesmøde i sidste uge. Mændene i bestyrelsen forsøgte at kuppe hende og havde skrevet ud til medlemmerne, at hun ikke var kompetent. Er det ikke op til vælgerne, at vurdere det? Der var ingen forklaring på, hvad kompetent stod for og den kom heller ikke på den ekstraordinære generelforsamling, hvor ”tiltalen” frafaldt på grund af procedurefejl og i øvrigt er der stærk opbakning til Helle Chelina fra flere sider.

Helle Chelina har på egen krop og sjæl gennemlevet både op og nedture. Hun har været direktør for virksomheden Conscientia, (italiensk for bevidsthedsudvikling) og i min optik er Helle yderst kompetent indenfor ledelse og coaching. Hun har udført opgaver for PET, Sundby København, Kræftens bekæmpelse, HK samt mange iværksætter virksomheder, som hun ynder at fremelske. Det er fortsat en af hendes hjerte sager på den politiske scene.

Helle Chelina har styrket gået igennem en konkurs, en skilsmisse og et liv på bunden af Danmark. Hun har prøvet at gå fra direktørløn til kontanthjælp. Kun stærke kvinder kan klare dette, uden at pive. Jeg har aldrig hørt Helle Chelina beklage sig, tværtimod, så er hun altid den, der kommer springende, når andre har behov for hjælp.

Nu er det desværre ikke første gang, at små mænd i partierne mener, at kvinder ”opfører sig uartigt”, hvilket ifølge bestyrelsen var årsag til ønsket om, at fratage Helle Chelina hendes demokratisk valgte kandidatur. Jeg kan jo blot henvise til min egen udsmidning af det radikale venstre, hvor jeg gik i mod flertallet, der ønskede at bruge 160 millioner kroner på endnu en svømmehal i Roskilde midtby, på trods af, at der intet svømmevand forefindes i den sydlige bydel med fire skoler og et opland på ca. 15.000 borgere. Jeg fik en forprintet ”frivillig” opsigelse. Så kan man jo selv vælge om man synes, det er frivilligt, når man får kuglepennen i hånden og en mental revolver i nakken?

Her vil jeg gerne takke Helle Chelina og Sven Christensen fra Alternativet for solid opbakning til borgerne i Roskilde Syd, der blot ønsker at alle får mulighed for at gå til svømning, både børn, ældre og handicappede. Ligeledes en stor tak til Venstre, DF og LA for opbakning samt EL og ny kandidat fra SF, Jan Bjergskov Larsen.

Livserfaring, betyder at Helle står fast på sine grundværdier. Min tillid til kompetencerne hos ovennævnte bestyrelser kan ligge et lavt sted, til gengæld er jeg fuldstændig sikker på, at vælgerne kan gennemskue, at Helle Chelina er en ildsjæl, der ønsker at se mennesket fremfor systemet og hendes holdninger overholder alle de alternative dogmer.

Helle Chelina er altid nysgerrig overfor andre mennesker, der mener noget andet end hende selv. Hun debatterer i en god tone og har en ydmyg tilgang overfor andre mennesker. Hun har humor og også selvironi og det kan være en stærk ting at besidde, især som politiker.

Helle Chelina så alternativet i et bredt samarbejde mellem Å – V og S og gerne flere partier, hvor Bent Jørgensen var borgmester. Det er åbenbart topmålet af ”uartighed”. En af Helle Chelinas kerneværdier er, at hun er modig. Hun har mod til at se problemerne i øjnene, men også mod på den fremtid, der er vores fælles fremtid.

Hun har gået forrest for at skabe rum til, at flere ledige kunne komme i job. Hun har været tovholder for workshops mellem Alternativet, Venstre og Enhedslisten, hvor alle partier var inviteret samt virksomheder, foreninger og vores ledige borgere, så politikerne kunne tage dialogen om, hvad der var udfordringen for at komme i job. En af ”opdagelserne” var, at bureaukratiet i Jobcentret slog mange initiativer ihjel og forsinkede processen med praktikjob.

Workshops havde en bred repræsentation fra partier som Liberal Alliance, SF og Konservative. Desværre glimrede byens største parti med sit fravær.

Helles hjerte brænder både for børn og voksne, der svigtes af et ”Systemmonsteret”, som den etablerede elite og cementerede midterpartier har fremelsket siden nullerne.

Grundloven foreskriver, at man som folkevalgt er forpligtet til, at stemme efter EGEN overbevisning og ikke efter partitoppens parole.

Stærke profiler som Helle Chelina Jensen, kæmper for fællesskabet. Ikke blot for mennesker, men også for naturen og herved en styrket indsats i kollektiv transport, som flere togafgange til stationsbyer som Viby i Roskilde Syd og Trekroner i Øst. Derfor bakker jeg op om kandidater som Helle Chelina Jensen, der har stiftet Alternativet i Roskilde. Hun fortjener i min optik, opbakning for sin frivillige indsats for øget medborgerskab og ægte solidaritet.

Frisindede liberale kandidater, som vores lokale kandidat i Viby, Jette Tjørnelund fra Venstre og Knud Damgaard fra Liberal Alliance, besidder ligeledes en god portion sund fornuft og har trukket forrest for at få omgjort beslutningen om fråds af borgernes skattekroner på et wellnessmekka.

Fra syd til nord og øst vil vest. Gør Roskilde bedst!

Stem på en stærk profil, der tør stå ved sine meningers mod, om det er gul, grøn, orange, rød eller blå, bare hjertet banker med Roskilde på.

Brug din stemme, det er demokrati.

Nanna Paludan Feld

Deltag i debatten
Del.