Koncert med talentfuld ung violinist

0

Den årlige musikfestival Schubertiaden fylder snart Roskilde med klassiske toner, og her indtager den blot 17-årige Alva Holm Sankt Ibs Kirke med sit fortryllende violinspil.

Alva Holm er blevet kåret som Årets Talent 2018 af Franz Schubert Selskabet. Talentværdigheden tildeles hvert år til en ung musiker, som har udmærket sig særligt i det klassiske musikmiljø. Og det, må man sige, gælder for Alva, der går på det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København og i august skal spille på den klassiske festival Schubertiaden i Roskilde.

Teenager med international karriere
Årets Talent 2018 er dog langt fra den eneste pris, Alva Holm har vundet. På trods af sin unge alder har hun allerede vundet flere priser nationalt og internationalt. Senest har hun vundet 1. pris og orkestrets pris ved Den Danske Strygerkonkurrence 2018, og kort forinden vandt hun 1. prisen i Polsjärnepriset i Göteborg.

“Alva er bestemt ikke en almindelig teenager og har allerede flere store anerkendelser og klassiske koncerter bag sig. Blandt andet indspillede hun tidligere på året Janaceks violinsonate for den Tjekkiske Radio, mens hun spillede som både solist og i kammermusiksammenhæng til Valdres Sommarsymfoni og Valdres Sommarfestival sidste år. Herudover vandt hun Josef Mickas violinkonkurrence i Prag i 2016 og har spillet ved Mendelssohns violinkoncert med Brno Symfoniorkester på Kromeriz Festival 2017. Så hun har allerede meget erfaring fra flere klassiske musikbegivenheder i Europa, og vi glæder os til at høre Alvas fortryllende violinspil under Schubertiaden”, fortæller Bent Erik Rasmussen, der er generalsekretær for Schubertselskabet.

 Drømmen og ambitionen bærer værket
Selvom de fleste andre 17-årige ikke lever samme liv, så bærer drømmen og ambitionen værket for AlvaMålet er at formidle musik, så der skabes oplevelser for publikum. Og midlet til målet er umiddelbart enkelt, men ikke altid en dans på roser:

“Man skal bare øve. Virkelig meget. Det er grundidéen. Man skal selvfølgelig have det sjovt med det og leve sit liv, som man gerne vil, men hvis man gerne vil blive god, så skal man øve. Er man ikke ambitiøs, mister man fokus. Og vil man noget, må man være ambitiøs”, forklarer Alva.

Med drømmen og ambitionen følger også fravalg af sociale aktiviteter og afslapning. Men for Alva giver musikken hende noget, som overskygger det hårde arbejde og fravalgene – nemlig en frihed til at udtrykke sig:

“Musikken er et sted at være. Et sted at høre til og et sted at forbedre mig, og så gør det mig bare glad. Jeg ville ikke kunne leve uden at spille. Jo, jeg ville nok overleve, men det ville ikke være det samme”, fortæller Alva Holm, der glæder sig til koncerten tirsdag d. 28. august klokken 19:30 i Skt. Ibs Kirke.

 

Traditionelle toner med plads til fornyelse
Til Schubertiaden får Alva følgeskab af syv andre musikalske begivenheder, som alle repræsenterer forskellige dele af den klassiske musikverden. Årets tema til festivalen er ”Gammelt og nyt”, og programmet varierer fra tonerne af den velkendte Beethoven og Schubert til Kurt Weill der spilles af det unge Delian Kvartetten. Billetter til Schubertiade-koncerterne kan købes online via Billetlugen eller i døren, hvor koncerterne afholdes. Program kan ses på www.schuberselskabet.dk

Deltag i debatten
Del.