Elsker du også jazz?

0

Torsdag den 21. juni kl. 20 giver We LOF Jazz koncert på Gimle i Roskilde.

We LOF jazz  spiller et repertoire, som er en blanding af traditionelle jazzstandards, samt jazzede versioner af god, gedigen blues-rock og nyere popnumre.

Kyndig ledelse

Holdet er et sammenspilshold, og undervisningen forestås af den dygtige og anerkendte italienske jazzpianist og komponist, Claudio Passilongo, som er uddannet på musikkonservatoriet i Napoli, og som har udgivet og medvirket på en række albums, både i Danmark og i Italien. Lige nu består We LOF jazz af Karl Hult på tenor-saxofon, og Eva Henriksen på sang Underviser, Claudio Passilongo, spiller med på piano –  og vi vil meget gerne have flere musikere med når vi starter igen til efteråret.

”Det kunne være rigtig sjovt at spille med fuld besætning”, siger Eva Henriksen, da vi spørger ind til, hvad drømmen er for ”We LOF jazz”.

Bigbanddrømme

”Selvfølgelig ville det være stort, hvis vi med tiden kunne blive et bigband med alle de muligheder, som det giver for at have en musikalsk legestue, men lige nu kunne det også være rigtig fint, hvis der sad en jazz-guitarist, en bassist og/eller en trommeslager derude og havde lyst til at være med, – eller måske nogle flere blæsere.Jeg tror, at undervisningen bliver rigtig spændende næste år, ligegyldigt hvilke instrumenter, der kommer til, for Claudio er en fantastisk lærer; han er meget engageret og ambitiøs, og kan hele tiden se de muligheder, der er i sammenspillet for at arbejde med dynamikken, både rytmisk og tonalt, og samtidig er han virkelig god til at udfordre os hver især der, hvor vi er musikalsk. Selvom vi lærer om rigtige og forkerte måder at gå til musikken på, synes jeg også, at det er skønt, at Claudio samtidig har fokus på det personlige udtryk, som vi jo hver især tilfører musikken. Der er heldigvis også plads til sjov og hygge, når vi spiller, selvom vi arbejder meget seriøst i de to timer, hvor vi er sammen, og personligt er jeg altid helt ”høj” af musikken, når jeg går hjem”, fortæller Eva Henriksen.

Deltag i debatten
Del.