Unge og alkohol

0

I sidste uge startede mange gymnasieelever på deres nye skole – spændte på at møde deres fremtidige klassekammerater og lærere og med store forventninger til de næste år på en ungdomsuddannelse. Der venter nye fag med lektier og opgaver, men også masser af viden, oplevelser og en levende ungdomskultur med venner, fester og en forventning om rigelige mængder af ja, alkohol. 

Unge og alkohol er hvert år ved skolestart et fast tema i medierne, der traditionen tro kan berette om fest og farver på landets ungdomsuddannelser – og i år var ingen undtagelse. Dette års nyhed var, at unge med veluddannede forældre er dem, der drikker mest. Måske fordi de veluddan-
nede forældre selv har været en del af den kultur, og måske ikke synes at det var så problematisk. Ok, de unge drikker nok ikke mere end de ældre generationer samlet set, men har i stedet et langt mere koncentreret forbrug i weekenderne, hvor promillen til gengæld bliver ret høj.

Jeg har i mit professionelle virke set ret mange unge mennesker ankomme til gymnasiefester, og hvor mange kommer fra ”før-fester”, hvor der bliver drukket rigelige mængder af især stærk spiritus, og ofte glider det hurtigt ned. Det giver egentlig ikke gode og hyggelige fester, så derfor er gymnasierne i Roskilde gået sammen med en række andre skoler omkring et kodeks, hvor vi begrænser promillen ved indgangen til festerne, og hvor vi måler, hvis det er nødvendigt. Elever, der er fulde, kommer ikke ind. 

Vi har jo generelt en alkoholkultur i DK, hvor hygge er tæt forbundet med god mad og et lille glas. Sådan kan vi lide det, og det er derfor nok lidt for optimistisk at tro, at gymnasierne alene kan ændre på en stærk alkoholkultur blandt unge. Vi tror dog, at vi kan skrue lidt ned for mange unges store forventninger til festkulturen og på den stærke sprut, som jo er svær at styre. De unge, som drikker mest har i øvrigt en høj forventning om, at alle andre også drikker meget – hvilket faktisk ikke er tilfældet, da der også er en stor gruppe, der godt kan styre det.

Der bliver jævnligt luftet forslag om et totalt forbud mod alkohol på ungdomsuddannelserne. Spørgsmålet er om forbud er vejen frem? Jeg tror det ikke, da vi formentlig i stedet vil se fester alle mulige andre steder fx på gader og stræder, og hvor der ikke er trygge rammer for de unge.

Som med rygning bør man også se på tilgængeligheden af den stærke spiritus, og at butikkerne overholder lovkravet om alder. Vidste du fx, kære læser, at man skal være 18 år for at købe stærk spiritus i en butik, og tror du, at det bliver overholdt alle steder? Og hvad med prisen på en flaske standard vodka i det lokale supermarked. Ja, den er ikke dyr, men hvor meget koster den, og er sprut (som tobak) blevet for billig?

Deltag i debatten
Del.