Talentet og de 10.000 timer

0

Det siges jo, at det tager 10 år eller omkring 10.000 timer at blive rigtig god til noget – fx indenfor elite-sport, som musiker eller ekspert indenfor et fagområde. Det er vist ikke en videnskabeligt bevist regel, men en indikation af, at det kræver tid, dedikation og ressourcer at blive rigtig dygtig til noget. Og det er nok en tilfældig sammenhæng, at en ny elev i folkeskolen har godt 10.000 timer foran sig i et almindeligt grundskoleforløb. Hvis den samme elev fortsætter i gymnasiet, giver studenterhuen mere end 3.000 timer oveni til undervisning og skriftligt arbejde – derudover kommer tid til lektier og eksamen. Det er lang tid på skolebænken.

Jeg støder desværre stadig ind i en gammel myte om, at skole- og gymnasieelever her i landet ikke går nok i skole – men det er altså forkert. Helt forkert. Efter skolereformen ligger DK nummer 1 med højt timetal, der langt overgår fx Finland, som mange andre lande har som et klart, lysende forbillede for en god og velfungerende grundskole. Det bør derfor være ret tydeligt, at det ikke kun handler om mængden af timer på skemaet, men i høj grad om indhold og organisering. Det simple regnestykke med de 10.000 timer tager nemlig ikke højde for hverken kvalitet eller specialisering eller om hvor mange ressourcer, som man har til rådighed. For kvalitet koster jo som bekendt, og det gælder i høj grad også i indenfor uddannelse og talentudvikling.

Erfaringen er, at det giver god mening at fokusere på talentudvikling, og dermed på at understøtte og kvalificere og understøtte de 10.000 timer, eller hvor meget der nu skal til for at nå et mål. Det har idrætten arbejdet med i mange år, og det er uddannelsessystemet også ved at lære af. Lokalt har vi i Roskilde rigtig gode erfaringer med at udvikle eliteidrætten. Værktøjerne er tydeligt fokus, målsætninger og ekstra midler, og det har tilsammen løftet eliteidrætten lokalt og har givet flotte og konkrete resultater. Det samme gælder indenfor skole og uddannelse, hvor vi i uddannelsessystemet de sidste fem år har haft større fokus på at udvikle talenter og give udfordringer til de elever, der kan og vil lidt mere.

Vi må nok være ærlige og erkende, at sådan har det ikke altid været. Jeg tænker selv tilbage til min egen tid i folkeskolen på en lokal skole i Roskilde, hvor vi var et par stykker i min klasse, der godt ville have haft lidt flere faglige udfordringer i matematik og de naturvidenskabelige fag. Jamen, det kunne vi da sagtens, så jeg fik lov til at låne en temmelig slidt og meget klassisk matematikbog – der sikkert var importeret direkte fra bogkælderens fjerneste hjørne med mærket “udgåede bøger fra 1960erne” – og den var man da velkommen til at studere på egen hånd i fritiden. Her kunne man fx selv læse om at beregne arealet på et keglesnit. Jo, tak – men måske ikke så spændende som nutidens talentudvikling i science, hvor man får lov til at lave kittelforsøg med det nyeste indenfor biotek.

Et andet “hot” område (i midt 1980erne) var et tilbud om frivillig datalære, hvor man så blev bænket foran en Picoline-computer med en afdanket gul, monokrom skærm, og skulle lære at programmere i “Myre-sprog”. Det var noget før, at farver, lyd og mus var standard udstyr på en computer. Jeg sprang fra efter et par gange. Måske skulle man dengang have hængt ved den gule skærm, og have fået muligheden for at være den, der udviklede lige netop den idé, som senere ville ændre verden.

Det er et overordnet mål for både grundskolen og gymnasiet, at eleverne (selvfølgelig) skal blive så dygtige som muligt. Det lyder – og er måske – lidt banalt, men betyder jo, at vi skal udvikle alle elever, der hvor de nu er. Det er ikke en nem (eller billig) opgave, og det medfører hurtigt, at undervisningsbegrebet skal udvides og måske tilpasses ret meget – også for dem, der har lyst til flere udfordringer i skolen. På min eget gymnasium har det betydet, at vi arbejder med et udvidet talentbegreb, hvor målet er, at mere end 10 procent af eleverne deltager i et talentforløb. Det kan være lige fra kortere, introducerende forløb til de ret krævende forløb som fx Forskerspire-projektet, hvor udvalgte elever udvikler egne projekter med sparring fra en etableret forsker fra Københavns Universitet.

Erfaringen er, at vi dermed er med til at starte de 10.000 timer for et ungt menneske med lyst til mere.

Deltag i debatten
Del.