Størst af alt er forældreskabet

0

Sommertid er skilsmissetid. Trist, men sandt. Alene i vores omgangskreds er der tre par, der her op til sommerferien har valgt denne svære udvej. Et par er meget tæt på os, hvilket vi er dybt påvirkede af. Et fjerde par – også tæt på – er stadig ikke landet efter bruddet for over to år siden. I alle tilfælde er der tale om par med mange års ægteskab, skønne og kloge voksne mennesker med masser erfaring i slutningen af 40’erne og med to til fire børn. Det er hårdt.

Hvad enten beslutningen er taget i fællesskab eller kun af den ene part, så er der tale om et brud med mange års tryghed og vaner og en fremtid, der lige pludselig tegner sig helt anderledes for hele familien og vennekredsen omkring dem. Men først og fremmest er der nogle børn, hvis liv bliver rykket op med rode, og som lige pludselig får frataget sig deres barndom. I hvert fald for en stund.

Det sætter tanker i gang, når det sker tæt på – igen. Og jeg har længe haft et behov for at ytre mig i debatten. Jeg vil understrege med store tykke streger, at jeg ikke på nogen måde vil komme med formaninger. Mit ærinde er ikke at fortælle, at par skal snakke mere sammen og kæmpe noget mere for deres forhold. Altså – selvfølgelig skal vi det. Men vi ved jo også alle sammen, at der skal to til en tango. Skilsmissen ER kommet for at blive.

Det er benhårdt, og det er sørgeligt, men når det sker, er det, fordi det er nødvendigt. Der er som regel en rigtig god grund. For de voksne. Og så bliver det også med tiden bedst for børnene. For ingen er tjent med ulykkelige forældre, eller en utilfreds partner, der lever under falske forudsætninger. Og børn har ikke krav på, at deres forældre bliver sammen. Selvom det er det mest optimale. Men de har krav på, at deres forældre er der – begge to (eller tre eller fire alt efter, hvordan man har indrettet sig). Og de har krav på at sørge og rase og på at få at vide, at det ikke er dem, der bliver forladt, selvom den ene forælder er nødt til at flytte. Og at beslutningen ikke er taget for at skade dem. Tværtimod.

Jeg er selv skilsmissebarn. Jeg var 8 år og enebarn, og jeg husker, det føltes, som om nogle var død. Alt var forandret. Og jeg levede i min egen lille boble mellem to verdener, som kun jeg kendte til. Alle ville have, jeg skulle være glad, og jeg gjorde mig simpelthen sådan umage for at være det. Jeg er blevet skidegod til at være positiv og til at tilpasse mig enhver situation. Jeg er også blevet enormt forpustet i min iver efter at bevise alt muligt langt op i voksenlivet. Men mine forældre var gode og fik hurtigt fat i den lange ende med fælles jul og fødselsdage og middage med nye kærester og børn. Jeg tror ikke på, at det kunne have været anderledes, og jeg fik faktisk en gave med mig, fordi jeg af gode grunde lærte, at jeg ikke kunne gå ind i mit eget ægteskab med en forventning om, at det kunne vare evigt. Vi blev også skilt, før vi blev gift, da vores ældste søn var ét år. Men fandt sammen igen og blev gift og fik to børn mere. Den får I en anden gang.

Foran Gud og mennesker, venner, familie, præsten, borgmesteren og vores børn lover vi hinanden evigt troskab. Til døden os skiller. Det kan vi ikke. Selvom vi vil det nok så meget og tror på det helt ind i hjertet. Alt kan ske, og vi vokser nogle gange fra hinanden. Men vi burde pinedød love hinanden evigt troskab og partnerskab, når det gælder forældreskabet. For det varer hele livet. Og af en eller anden grund, så er vores ellers så moderne samfund ikke indrettet sådan, at vi skal aflægge juridiske løfter overfor hinanden, når det gælder vores forældreskab.

Jeg tænker tit på, hvor fint det havde været, hvis min mand og jeg skulle have aflagt et løfte og skrevet under på en forældrepagt, hvor vi forpligtede os til at elske og ære hinanden, også hvis den anden skred med sekretæren, eller hvis vi bare i fællesskab kørte skuden i sænk. Det havde været mere end rimeligt overfor vores børn. Løftet om at blive ved hinandens side resten af livet er jo en illusion. Vi kan håbe det og gøre alt, hvad vi kan for at holde sammen og lime og reparere og tale ud. Men vi kan ikke blive sammen i et ægteskab for børnenes skyld.
Dog burde det være en lov, at vi forpligtede os overfor hinanden på skrift på, at vi vil være ordentlige mennesker, være gode venner, tale respektfuldt om hinanden i børnenes selskab og tilgive hinanden, selvom den ene ønsker at være et andet sted sammen med en anden – også selvom det er benhårdt og tarveligt og urimeligt.

Og selvom vi har al mulig grund til at forbande hinanden langt væk. Og vi burde love hinanden, at vi vil være hinanden evigt tro i vores forældreskab med hinanden resten af livet. Og kæmpe til det sidste, for at det kommer til at fungere. Ellers bør vi i teorien slet ikke vælge at blive forældre sammen, men bare holde os til ægteskabet. For forældreskabet er noget af det allervigtigste, vi skaber sammen. Og det er her, det går så grueligt i smadder, når vi er sårede og vrede.

Så bliver da ægteskab, partnerskab og forældreskab disse tre. Men størst af alt er forældreskabet. Det varer resten livet. Og der er små, uskyldige, vigtige samfundsborgere, som elsker far og mor lige højt, involveret. Pas på det. Pas på hinanden.

Deltag i debatten
Del.