Skrammel

0

”Skod!” lød dommen i al korthed, da min seksårige datter trak overraskelsen fra nissen op af julestrømpen på bagtrappen. Nissens veje har i år været særligt uransagelige, og vi har ikke altid kunnet regne med, at han havde lagt vejen forbi i løbet af natten. Anderledes stabil synes han ifølge min yngste at være hos moren – hvor han også giver større gaver. Men denne mørke morgen havde han valgt at begave min datter med en lille æske LEGO Friends. På pakken sprang en hundehvalp glad over en forhindring i en have med blomster – lige til at pakke ud og samle med begejstring. Det kom dog aldrig til at ske, for min datter parkerede den nonchalant på køkkenbordet og fortsatte ind til pakkekalenderen fra hendes farmor. Her en uge senere ligger hundehvalpen stadig usamlet i æsken.

Således samler den nu støv på den allestedsnærværende legetøjskirkegård rundt om i lejligheden – sammen med det skrammel, der løbende ophober sig fra børnefødselsdage med de obligatoriske indkøb fra Tiger og Søstrene Grene, og med en lind strøm af plastic fra lidt for mange Happy Meals fra McDonalds. Hertil kommer naturligvis en hær af Barbiedukker samt det uundværlige tilbehør i deres forbrugsorienterede plasticverden i form af tøj, toiletartikler, heste, biler og diverse ejendomme.

Jeg husker en hel del idealistisk og forbrugerbevidst standhaftighed fra mine yngre dage, da min yngstes ældre søstre var på hendes alder. Det var muligt, at de fik den batteridrevne hund, der både kunne gå og gø, i julegave af mormor – men så måtte det også række. Vi påtog os så opgaven med at supplere op med opbyggelige aktiviteter, der kunne samle familien, som fx puslespil, tusser, papir og kreating. Det var også dengang, vi uden videre gav både fredet regnskov i Costa Rica og geder til afrikanske familier i julegaver til familien.

Et eller andet sted undervejs må jeg have resigneret, og forbruget synes nu så indlejret i hverdagslivet, at det er umuligt at gøre op med. Af samme grund havde min yngste, der for længst er udstyret med en aflagt iPhone, vidtløftige forventninger til omfanget af gaver, som hun forinden havde taget en lang stribe billeder af i Fætter BR. Jeg har, sammen med hendes ældre søskende, bragt den kætterske tanke på bane, at en god gave også kan være en overraskelse, som man ikke nødvendigvis på forhånd har udpeget i en legetøjsbutik, hvilket afstedkommer spontan latter iblandet ængstelse: ”Nej far, det mener du ikke vel?”

Over for mig selv abonnerer jeg indtil videre på forældreundskyldningen om, at tiden flyver – og hvad kan der egentlig ske ved at give barnet det, hun ønsker sig? Men. Det var 2017 – og næste år skal jeg genfinde overskuddet til lidt mere bevidsthed. Og det er ganske vist.

Deltag i debatten
Del.