Om det der valg…

0

Lige om lidt truer kommunal- og regionsrådsvalget, og politikere og politiske kandidater fylder gadebilledet her, der og alle vegne. Inklusiv undertegnede, som i øvrigt kan bekræfte sidste uges klummeskribent. Det er vildt grænseoverskridende at være til photoshoot!

De seneste år, har vesten oplevet en øget trussel fra ekstremister – i højere grad end vi har set det før. Kujoner springer byer i luften, og kører ind i menneskemængder, og det skaber frygt. Også i Danmark. Vi har reageret ved at på kompromis med vores frihedsrettigheder og vores værdier i kampen mod terror.

Vi anser Grundloven som værende en selvfølge og hellig. Det er den bare ikke for 200 gange om året vedtager Folketinget love, som ikke opfylder kravene i vores allesammens Grundlov. Folketinget kalder det en særegen undtagelse, og så har man lov til at krænke alt – selv det fundament vores land bygger på.

Vi skamroser ytrings- og religionsfriheden, men vender den anden kind til, når Folketinget vedtager en lov, som begrænser religiøse forkynderes ytringsfrihed. I kampen mod terror tillader vi at staten følger med i hvert eneste skridt vi tager, og at vi borgere bliver registreret næsten 1500 gange om dagen. Vi tillader, at man kan sætte folk i fængsel for at tale hånende om en gruppe af mennesker på grund af deres seksualitet, religion eller hudfarve i en offentlig forsamling – hvilket minder skræmmende meget om de metoder, som man bruger overfor politiske modstandere i diktaturstater.

Men til november er det en helt anderledes og positiv historie. Der krænker vi ikke friheden, men fejrer friheden, det frie valg og vigtigst af alt demokratiet. Det er en festdag – uanset resultatet. For vi skal fejre, at vi har muligheden for at stemme frit i verdens bedste land. At vi kan diskutere på tværs af politisk og religiøs overbevisning henover en sodavand eller øl. Det er det vi kan i Danmark, og det skal vi værne om.

Jeg krydser fingre for, at flere end nogensinde går ned og sætter et kryds d. 21. november. På mig, på en af alle de andre kandidater i Roskilde Kommune eller et parti, for stemmeprocenten er alt for lav ved kommunalvalg. Det er ærgerligt, for Byrådets beslutninger påvirker vores dagligdag – også selvom debatterne ikke er helt så store, og beslutningerne en smule mindre, end dem, som de tager i Folketinget.

Jeg håber, at du vil stemme. For din egen skyld.

Deltag i debatten
Del.