Noget om det fælles bedste

0

Åh, den ligestilling og den barselsorlov og den løn til offentlige ansatte og den karriere og den retfærdighed og den mangel på samme!

For nylig gik en video rundt på Facebook skabt af det norske Finansforbund i anledning af kvindernes kampdag. Over videoen stod der: ‘What do these kids understand that your boss doesn’t?’

I videoen medvirkede tre par børn – af hver sit køn. Parrene skulle på skift samle et lige antal blå og røde bolde, der lå på gulvet. Boldene skulle placeres i hver sin gulvvase – de røde i den ene og de blå i den anden. Når børnene var færdige, fik de en belønning: et glas med slik.

Drengenes slik-glas var helt fyldt op – pigernes kun halvt fyldt. Intervieweren sagde til pigen, at grunden til at hun havde fået mindre slik end drengen var, at hun var en pige. I alle tilfælde reagerede børnene med stor undren. Og med naturlig retfærdighedssans blev slikket hurtigt fordelt ligeligt, for det var da det skøreste voksenpåfund, at drengene skulle have mere, når de nu havde lavet nøjagtig det samme arbejde. Og først da slikket var rimeligt fordelt af børnene selv, var begge børn tilfredse. Lige løn for lige arbejde. Til fælles bedste.

I et andet opslag – også på Facebook på kampdagen – blev jeg af en gammel gymnasieveninde gjort opmærksom på et opslag fra The Guardian, som sidste år bragte en ’stribe’ af den franske komiker Emma, som beskriver, hvordan der i de fleste moderne familier stadig er en forventning om, at kvinden er hende, der leder og fordeler og alle andre familiemedlemmer ’hjælper til’ – når kvinden vel at mærke selv beder om det.

Det er altså kvinden, der i sidste ende har ansvaret for at tingene bliver gjort og derfor også har ansvaret for at råbe vagt i gevær, hvis hun ikke kan magte det selv. Indtil da må hun forvente at manden i langt de fleste tilfælde ser til og står klar, men ikke påtager sig opgaverne af sig selv.

Selvom hun aldrig selv har bedt om at få tildelt den rolle, så tildeles den alligevel rigtig ofte som barselsgave sammen med første barn. Måske ER mange kvinder rigtig gode til den opgave – men burde de så ikke honoreres bare en lille smule for det økonomisk – når de nu påtager sig opgaven mere eller mindre frivilligt – for et fælles bedste?

Og så var der lige den undersøgelse, der for nylig viste, at til trods for regler om ligeløn og barsels- og pasningsordninger har beslutningen om at få børn stadig en stor økonomisk konsekvens for kvinder: På kort sigt falder kvinders arbejdsindkomst i gennemsnit med 30 pct. som følge af blandt andet barselsorlov, men selv efter 10 år ligger deres arbejdsindkomst stadig i gennemsnit 20 pct. under, hvad den ellers ville have været.

For mændene derimod er arbejdsindkomsten i store træk upåvirket af, om han har børn eller ej. Det føles altså helt oldnordisk, at det at påtage sig at passe sit eget barn er så lidt værd på et cv. At være på barsel tre gange er det mest fordybende, bidragende og phd-agtige studie, jeg nogensinde kommer til at foretage mig – hvorfor regnes det stadig på lige fod med at være arbejdsløs?

Som børn er vi i stand til at se på en indsats og ikke veje den efter, om den er finere end en anden. Det handler om at bidrage. Når vi bliver voksne er det nærmest omvendt – jo mere vi sidder ned og kigger på – direkte eller gennem en computer – jo vigtigere er vi og jo mere bør vi have for det, vi laver.

Det er absurd. Det ville vi alle sammen give hinanden ret i – hvis vi ellers kunne finde barnet frem i os selv. Jeg er sikker på, det ville være til vores alles fælles bedste.

Deltag i debatten
Del.