Nærvær

0

Forleden morgen gik jeg til bageren og mødte på vejen en ung mand med et barn i klapvogn og et andet barn på sin lille cykel. Faderen gik med øretelefoner i ørerne og talte i mobiltelefon. Det var ikke en kort besked – det fremgik tydeligt. Der var lange forklaringer om forhold, hvis ligegyldighed jeg dog ikke kan bedømme. Men han opfyldte til fulde et gammelt slogan om at gøre det private offentligt, sådan som man møder det overalt efterhånden. For retfærdighedens skyld skal jeg lige indskyde, at jeg har oplevet helt det samme med kvinder. Her er der ikke forskel.

Det, jeg undrede mig over, var, at han ikke havde kontakt med børnene på nogen måde. Det var ren transport, som DSB eller Arriva lige så godt havde kunnet stå for. Oven i købet havde det nok været bedre, for her havde man da i det mindste kunne indskrive i kontrakten, at man undervejs skulle tale med børnene. Selvfølgelig ved jeg ikke, om turen var lang, og at telefonsamtalen derfor i den sammenhæng blot var et kort intermezzo. Men stadigvæk tænkte jeg på, at nærværet var fraværende.

Så kan man sige, at tilværelsen som vellykkede forældre er hårdt presset. Der er børn, familie, karriere, venner og en masse krav på alle disse fronter. Derfor er tiden kostbar til de forskellige aktiviteter, og alle minutter må tages i brug. Dertil kommer, at man må erkende, at nærvær koster, og vil man for alvor nærværet, så koster det meget – på bekostning af andet, som man så går glip af.

Men er den gamle, sure bedstefar så selv uskyldsren? Eller skulle der være en rem af huden? Ja, nu har jeg jo ikke små børn, men kun et barnebarn. Og der er jeg meget nærværende. Det lover jeg. “Men”, kunne den skarpe ung-forælder så spørge: “Hvad med alle andre sammenhænge? – Møderne? Familien? Vennerne?”. Her må bedstefar så nok erkende, at der er lidt at arbejde med. Lidt for tit multitasker han, selvom han har opøvet en vis teknik! Det sidste er dog blot noget, han selv tror. Alle andre kan sagtens se, hvad der er gang i.

Nu er det dog sådan, at hvis jeg lige taler i mobilen – og det er altid meget, meget kort, for jeg kommer fra en generation, hvor en telefon var til korte beskeder… Altså hvis jeg lige taler i mobilen, eller sniger mig til at checke en enkelt mail, eller lige slå noget op, jeg kom i tanker om – ja, så er det naturligvis, fordi det er meget vigtigt. Det er jeg overbevist om, at de få, der lige opdager mit manglende nærvær, ved. Det er så også derfor, jeg med god ret må skælde ud på alle dem, der taler i mobiltelefon, når de er sammen med deres børn.

Deltag i debatten
Del.