#metoo or not #metoo?

0

Skandalen med Hollywood-producenten Harvey Weinstein har sat gang i et opgør med sexchikane verden rundt. Under hashtagget #metoo har tusindvis af kvinder og mænd delt deres historier på de sociale medier om seksuelle overgreb og tilnærmelser mod deres vilje.

Jeg har aldrig følt mig direkte truet eller tvunget. Men chikane har jeg selvfølgelig oplevet. Og jeg var ung i en tid, hvor man stadig boltrede sig rimeligt ustraffet. I midtfirserne på mit gymnasium var der flere mandlige lærere, der kyssede med pigerne. Det kunne vi ikke drømme om at sladre om. En af mine lærere blev sågar kæreste med en pige i min klasse. Hun var fyldt 18, og alle vidste det, men det var meget underligt for os andre at være elever midt i en lovestory, der udspillede sig for åbent tæppe, når man prøvede at tage lærerens ord alvorligt. Det var uskyldigt, der var på ingen måde tale om overgreb, men lidt skævvridning i magtbalancen vil jeg nu nok sige, der var. Den var nok ikke gået i dag. Vi HAR rykket os.

Men hvordan bekæmper vi det her yderligere? Åh, jeg synes, den er svær. Skal vi lovgive om graden af fløjten og piften? Hvad nu, hvis man godt kan lide et lille klap bag i – i ny og næ? Jeg elsker at komme til Frankrig og opleve gadebilledet, hvor kvinder stråler og gør noget ud af sig selv. Og jeg synes, det er vildt flatterende, at fremmede franskmænd roser mig for min parfume og åbner døren, når jeg går ud af en restaurant. Der er en flirten og en sitren, som jeg ville savne umådeligt, hvis den forsvandt, fordi mændene blev bange for at støde nogle.

Og kan vi fjerne svinehunden? Udnytteren? Kan vi undgå, at chefer, der er 20 år ældre end vores døtre udnytter deres position til at tvinge dem til sex imod deres vilje, hvis vi straffer dem hårdere og taler mere åbent om det?

Kan vi sende vores døtre trygt til fest i lårkort og stramme bluser, hvis loven siger, at ingen har ret til at kommentere dem eller tilnærme sig, før de har sagt højt og tydeligt: “Værsgo’, grønt lys, søde unge dreng! Du må gerne sige til mig, at jeg har pæne bryster i denne her kjole, men kun tage lidt på det ene?”

Spøgelserne skal selvfølgelig ud af skabet, så ingen mand eller kvinde tror, de kan slippe af sted med af tvinge andre til uønsket sex. Og når man ser det stigende antal af mænd i USA, der nu mister deres stillinger, fordi sandheden kommer frem, så har hele #metoo-bevægelsen selvfølgelig haft en kæmpe betydning. Hatten af for det. Ingen tvivl om vigtigheden her fra!

Men der er et spil mellem os mennesker, som aldrig vil kunne undertrykkes af nok så mange lovgivninger. Og vi bliver nødt til at lære vores børn, hvordan de håndterer det. For normer i miljøer og kulturer er utrolig forskellige. Og vi har hver især vores helt egne grænser for, hvad vi vil gå med til.

Jeg sender tit min russiske Stanislavskij-dramalærer en kærlig tanke, fordi hun med stor alvor forsøgte at bevidstgøre os elever om, hvordan vi virkede på vores omgivelser. Hvad enten vi havde en negativ eller positiv ustråling, en stor eller lille røv, en stille eller manisk væremåde, så kunne vi ikke løbe fra os selv. Og ved at opdage, hvordan vi virkede på andre mennesker, kunne vi blive bedre til at sætte grænser og til at aflæse andre menneskers signaler.

Pigerne på holdet fik en øvelse, hvor vi i 14 dage skulle gå i stramtsiddende og nedringet tøj. Vi skulle strutte med barmen og bære os selv med stolthed. Det var dybt grænseoverskridende for mig og vildt interessant. Jeg kunne ikke gå på gaden, uden at mærke mændenes blikke og kommentarer. En del kvinder blev pludselig mere fjendtlige og under hele ’eksperimentet’ følte jeg mig både udsat og magtfuld. Hvis jeg skiftede til en løstsiddende sweater, så forsvandt kommentarerne.

Min lærer var af den overbevisning, at vores største magtredskab var vores kvindelighed. Det handlede ikke om at være smuk eller grim, tyk eller tynd, det handlede om at være vores køn og signaler bevidst, og når vi hvilede i det og lærte, hvilken kæmpe effekt det havde på vores omgivelser, så kunne vi styre begivenhederne lige i den retning, vi ville. Og undgå situationer, hvor vi ikke ønskede at være. Den tror jeg mere på i længden. Vores vigtigste våben er os selv.

Deltag i debatten
Del.