Lille spejl…

0

”Jeg kan ikke få jer til at se anderledes ud end I gør. Det handler om, hvordan I har det med, hvordan I ser ud”, siger han myndigt og sender resolut én af os ind for at fjerne et lag foundation (sminke, der udglatter huden red.). Vi er i gang med at få taget personalefoto.

Og selvom fotografen bagefter selv glatter ud med en forklaring om, at foundation og pudder gør det meget svært at redigere billederne, så forstår vi alle, at det her med at få taget billeder er ramme alvor. Vi kan ikke gemme os for linsen. Han ser lige igennem os.

Og så går vi i gang. To timer sammen og med hver vores indre kamp. For selvom det er sjovt, at stå midt i et blomsterbede i Latinerhaven eller opstillet som en slags flashmob midt på Stændertorvet, så handler det at få taget portrætfotos og gruppebilleder om noget, som de fleste af os har det meget ambivalent med; vores eget udseende. Og fotografens idé om, at vi skal lave billederne, imens vi bevæger os rundt i bymidten og på skift bliver trukket frem som omdrejningspunkt, viser sig at have en overrumplende effekt på mig.

”Jeg kan ikke får jer til at se anderledes ud …” Her bagefter lyder det, som et nøje indstuderet mantra – en slags signatur, som fotografen, som en anden amerikansk præsident, gentager ved enhver given lejlighed.

”Make America Great Again”. ”Yes We Can”. Hele den indledende scene vækker en følelse af team-building i mig. Først tager vi facaden af og så bliver vi kastet ud i den dybe ende af poolen. Vi kan ikke fjolle os igennem det her. Det tillader fotografen ikke. Og vi må hjælpes ad for at lykkes. Han tager billeder gående og stående, statisk opstillet og dynamisk henkastet imens vi tager pis på situationen og bryder ud i spontan og befriende latter. Vi kommer selv med input, der kort og kontant godtages eller forkastes.

Fotografen vurderer hele tiden om vi er afslappede i situationen. Han gennemskuer os, irettesætter os og er først tilfreds, når vi er vores sande selv. Vi bliver nødt til at stole blindt på ham. Han er vores spejl.

Du glemte at sige ”ost”
Bagefter er vi opstemte og spændte på at se resultatet, som heldigvis allerede lander 48 timer efter. Alle går straks i gang med at udvælge favorit-billeder. Både af sig selv og af hinanden. Jeg smiler som oftest på billeder. Både i familiealbummet og på de sociale medier. Indimellem på en nærmest skraldgrinende måde. Indimellem på en fjollet tandpasta-smil-måde. Jeg er glad af natur og ikke bange for at vise det. Smilebillederne passer derfor godt på mit selvbillede.

Men blandt fotografens billeder er der denne gang også nogle, hvor jeg ikke fjoller, ikke storgriner – ja endda nogle, hvor jeg ikke engang smiler! Sidstnævnte er jeg ved at forkaste indtil fotografen i en lang korrespondance på mail og sms får mig omvendt. På facebook går det atypiske profilbillede da heller ikke ubemærket hen:

”Du ligner en overlæge. Jeg ville lægge mit liv i dine hænder efter det billede:)”, ”Du ligner en fra KOMMUNEN”, ”Gud bevare Danmark, og en hilsen til søens folk” og ”Du glemte at sige ”ost””, var nogle af de første spontane kommentarer.
Men jeg ser ikke anderledes ud end jeg gør. Jeg har bare fået det bedre med, hvordan jeg ser ud. Og det hele startede med en fotograf, der – som det lille spejl på væggen dér – bare sagde sandheden.

Deltag i debatten
Del.