Jorden rundt i 80 år

0

Kære jord. Jeg er fortabt. Jeg rejste mig lige fra min liggestol og 32 grader og en fantastisk sommer. Og så siger ham Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i Verdensnaturfonden inde i fjernsynet, at hvis vi bliver ved sådan her, så drejer du nøglen om om 80 år. 80 år!? Så har du kun 80 år tilbage, og så har vi smadret dig? Det er jo ingen tid! 

Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, for jeg er ærlig talt lidt lost i disse dage. Men jeg er sgu også bange, for jeg tror faktisk, du begynder at mene det alvorligt. At du bukker under, hvis vi ikke passer på dig. 

Vi har lige rundet skæringsdatoen for at have brugt de ressourcer, vi må bruge af dig på et år, for at du ikke kommer i underskud.

Er det virkelig sandt?

For hvis det er, så forstår jeg simpelthen ikke, hvad vi går rundt og spilder vores tid med. Så er vi jo i undtagelsestilstand! Så burde der råbes vagt i gevær NU! Så burde vi stoppe al overproduktion, lukke fabrikkerne, droppe alle flyture, sætte rationering på kød og fisk NU!

Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, Jord. Jeg er villig til at gøre alt. Men hvad hjælper min lille affaldssortering i den store sammenhæng, hvis ikke vi gør det her sammen? Hvis ikke vi i fællesskab lægger vores vaner om.

Problemet med dødsdomme er, at vi selvfølgelig reagerer individuelt og handler derefter. Nogle mennesker ignorerer den kommende katastrofe, nogle lægger fuldstændig livsstilen om og er villige til at prøve alt for at overleve – mens andre skruer op for smøger, alkolhol og bilture gennem USA, fordi livet skal afsluttes med manér og festfyrværkeri. Ingen af delene er forkert – det hele er jo menneskeligt. 

Men hvis du, kære Jord, vitterlig har fået en dødsdom, der hedder “80 år tilbage”, så er vi jo alle ansvarlige for hinandens død. Menneskehedens død. Helt ærligt. Det bliver vi simpelthen nødt til at tage alvorligt.

Indrømmet, jeg har det svært med ‘burde’ og pegefingre og bedrevidenhed og jeg har ikke lyst til at gå og være politimand, hverken overfor min nabo eller min familie. Mine børn må jo rette ind og jeg selv må jo være eksemplet. Men der skal politiske beslutninger til. Så hvem tager det her mest alvorligt? Hvad synes du, kære Jord? Hvem skal vi have ved roret i Danmark, så fokus bliver det rette sted? Så det ikke kommer til handle om bøder for forkert påklædning og julemandsskæg i det offentlige rum og farlige flygtninge. Vores værste fjende er jo os selv lige nu.

Av, den er svær at sluge. Det er svært at lade være med ikke at bestille den første og bedste flybillet til Bahamas og forblive i glemslen.

Eller tage Jorden rundt i 80 dage eller 80 år?

Jeg pudser ikke min glorie på nogen måde. Men jeg er klar til at høre efter. Hvem vil vise vej?

Deltag i debatten
Del.