Jeg bor i en ghetto – ligesom dig

0

Af Kristian Gylling, sognepræst i Hvedstrup nord for Roskilde.

Igennem syv år boede jeg 30 meter fra privat strand med mine to børn i Taarbæk ved Klampenborg og Dyrehavsbakken – og i syv år var mine børn ikke hårde nok i filten til at knytte bånd til jævnaldrende.

De havde jo lært, at de bedste og rigeste fællesskaber var åbne og inkluderende, og at skæverterne bestemt også var en berigelse. Ja, at et fællesskab bliver stærkere af mangfoldighed og af, at man hjælper og støtter hinanden, hvis nogen mangler noget.

Whiskybæltet er fyldt af ghettoer, som hver på sin måde primært har pengenes magi som smøring i livets hamsterhjul. Fællesskabet på tværs er en meget nedprioriteret størrelse. Men ingen bliver som bekendt lykkeligere af at gi’ de andre baghjul.

Lad nu ikke Roskilde Kommune følge efter på samme måde i ghettodannelse.
– det er usundt for det enkelte menneske – se bare på det eksploderede antal stressramte.
– det er usundt for vores skrøbelige demokrati, se bare på Trump og Brexit, som kun kunne ske, fordi forskellighederne er blevet for store.

Det var en sand fryd for mine børn, da vi for nu ti år siden flyttede til Hvedstrup, lige nord for Roskilde. Der gik to minutter, så var min søn omfavnet af klassen, også rødderne. Her blev han en del af et hele, og hans sociale opdragelse gav pote.

Men måske er vores lokale paradis på lånt tid? Huspriserne er på himmelflugt, så ingen almindelige lønmodtagere snart har råd til at etablere sig her. Ja, der er stort set ikke noget hverken til leje eller til salg. Og hvad værre er, det almennyttige boligbyggeri, hvor dem der har respekt for hamsterhjulets stressskader kan bo, er ikke prioriteret i årevis.

På bare de ti år jeg har været præst her i den nordlige del af kommunen, oplever jeg, at både huspriser og antal stressskader er eksploderet. Der er knald på hamsterhjulet alle vegne – for dem der ikke løber stærkt, har ikke råd til at bo her.

Måske skulle vi besinde os, og gøre hvad der står i vores magt for at fællesskabets rige og sunde mangfoldighed i vores lokale paradis overlever, så der lige om lidt ikke kun er os velbjærgede mennesker med to biler i carporten tilbage.

Jeg kan betro jer, at whiskybæltet på alle måder var ensrettet og ghettopræget – ja, for at sige det lige ud: mangfoldigheden var gået fløjten, fordi der ikke var plads til alle. Der var hamrende kedeligt.

Deltag i debatten
Del.