Hvor blev ordentligheden og værdigheden af?

0

Af Kristian Gylling, sognepræst

I mine 58 år har jeg haft det privilegium, privat og som revisor, at bevæge mig ind om ud af døre i stort set alle samfundslag. Ja, selv at have haft det privilegium at tjene svarende til et par millioner om året i nutidskroner.

Det gør jeg ikke mere, og det er et bevidst valg. Det betyder, at jeg i dag som præst jævnligt må overveje, om jeg har råd til at tanke bilen helt op – og ind imellem taknemmeligt må takke ja til tøj fra afdøde mænds lækre garderober.

Utrolig spændende og lærerigt, men også skræmmende, da det efterhånden står lysende klart, at stort set alle, rig som fattig, løber efter guldet, og det uanset hvor meget der allerede er raget sammen.

”Mer’ kræver mer”, hamsterhjulet snurrer, men pludselig er der bud fra Sct. Peder, og her kan man jo ikke tage noget med.

Er jeg derimod på tomandshånd, er hver og en, høj som lav med på, at livet består af mere end at rage til sig. Men når genskæret af de bonede gulve igen fanger vores øjne, kan heller ikke jeg sige mig fri for at blive draget af guldet og rampelyset – selvom jeg har prøvet – og valgt at sige nej.
Jeg tror bestemt på det frie initiativ og markedskræfternes motiverende drive, så længe det foregår på værdig vis og ikke har karakter af et hamsterhjul.

Men spillet kræver, at man har fokus på at være et ordentligt menneske, ellers hopper kæden af. Man må altså hver dag øve sig på, hvad det vil sige at gøre en forskel – ikke i kroner og ører, men i at være noget for andre med værdighed. Det gælder alle – ikke kun vores egne, men også den hjemløse, narkomanen og posedamen.

Det kan undre mig, at så mange faktisk hylder dem, der har raget til sig, ofte på bekostning af livskvalitet. Og jeg nægter at tro på, at jer der ville tjene samfundet i kommuner og regioner, gør det fordi I er mindre kloge – for som der siges ”den kloge narrer den mindre kloge”.

Tværtimod oplever jeg hele vejen rundt, når jeg spørger, hvorfor I blev offentlig ansat, at I, i hvert fald dengang I valgte at blive en af samfundets grundpiller på offentlig løn, gjorde det, fordi I oprigtig talt gerne ville gøre en forskel. I var og er så helt igennem ordentlige mennesker, at jeres grunddrive bød jer, at andre også skulle omfattes af jeres ordentlighed og på værdig vis skulle hjælpes videre.

Jeg hører desværre også fra flere af jer, at hvis I havde vidst hvor uværdigt, det tit og ofte er blevet at gøre en forskel for andre, er I mange, der havde valgt en anderledes karriere.

Men vi idealister har selv en del af skylden, for hvis nu alle os på almindelig offentlig løn – og vi er jo rigtig mange – lod være med at se op til og hylde, – ja, ligefrem stemme på dem, der danser om guldkalven, og i stedet satte fokus på et værdigt liv som lønmodtager, så et det bestemt ikke umuligt at rampelyset, og dermed også pengene, lige så stille fandt en mere ligelig fordeling. Værdigheden ville lige så stille finde tilbage til alle dem, der i øjeblikket står nederst i herakiet.

Men finder vi ikke snart den balance igen, tror jeg, at vores fine gamle demokrati er i fare. Eksempler ude i den demokratiske verden taler deres tydelige sprog.

Det handler altså ikke om misundelse, men om værdighed. Ja, jeg tror slet ikke at den kommende storkonflikt var så tæt på, hvis den offentlige sektor, og menneskene i den, var omgærdet af respekt og værdighed.

Det handler ganske enkelt om, at de som løfter som samfundets grundpiller til alles gavn, uden at blive forgyldt eller i forventet rampelys, bliver behandlet ordentligt.

Deltag i debatten
Del.